Kilde: Techselskab foreslår at redde TikTok i USA med fusion
I stedet for salg af TikTok foreslår Perplexity angiveligt, at selskabet fusionerer med det sociale medie.
Den amerikanske techvirksomhed Perplexity har indgivet et bud på det sociale medie TikTok til TikToks moderselskab, ByteDance.Det siger en unavngiven kilde med kendskab til sagen til Reuters.
Buddet går angiveligt ud på, at Perplexity og TikTok i USA skal fusioneres.
Søndag vil den populære platform TikTok blive ramt af et amerikansk forbud - medmindre ByteDance frasælger TikTok.
Der er dog en del usikkerhed om, hvad der kommer til at ske.
Mandag tiltræder den kommende præsident Donald Trump nemlig i Det Hvide Hus, og han har sagt, at han vil udskyde fristen med 90 dage.
Hverken TikTok eller Perplexity har kommenteret meldingerne om et bud på en aftale. Det står heller ikke klart, hvilket beløb Perplexity skal have tilbudt for at fusionere med TikTok i USA.
Ifølge Reuters' kilde er Perplexitys forslag til en aftale udformet således, at de fleste af ByteDances investorer kan beholde deres aktieandele.
AFP har tidligere beskrevet, at flere mulige købere har udvist interesse i TikTok - men ByteDance skal indtil videre have afvist dem.
Perplexity mener ifølge kilden dog, at selskabet har en chance for at lykkes med sit bud, fordi det drejer sig om en fusion i stedet for et direkte salg.
Det amerikanske medie CNBC var det første, der bragte meldinger om et forslag til en aftale fra Perplexity.
En unavngiven kilde siger til mediet, at en fair pris vil ligge "et godt stykke over 50 milliarder dollar", hvilket svarer til 363 milliarder kroner.
Beløbet vil dog i tilfælde af en godkendt aftale blive bestemt af flere ting.
Blandt andet hvor mange af TikToks aktionærer, der vil følge med efter fusionen, og hvor mange, der i stedet vil trække deres penge ud af appen.
Perplexity, der også hedder Perplexity AI, arbejder med søgeværktøjer drevet af sprogmodeller.
Det gør det muligt for brugere af værktøjerne at få svar på spørgsmål, hvor svarene indeholder henvisninger til, hvor oplysningerne kommer fra.
Virksomheden er drevet af en tidligere ansat i OpenAI, som er den virksomhed, der står bag den populære chatbot ChatGPT.
/ritzau/