Bayern München er ved at smide føring i Bundesligaen
Augsburg var tæt på at levere et vildt comeback, men det lykkedes ikke trods to scoringer mod Bayern München.
Bayern München så ud til at snuppe en storsejr ude mod Augsburg med en 3-0-føring i starten af anden halvleg i lørdagens sene kamp i Bundesligaen.Men sådan gik det ikke. Augsburg skabte spænding med et par reduceringer, før Bayern med stort besvær endte med at vinde kampen knebent med 3-2.
Dermed har det forsvarende tyske mesterhold seks point efter de første to kampe i toppen af den bedste tyske fodboldrække.
Efter 28 minutter kom Bayern München foran 1-0 ved angriberen Serge Gnabry, der steg til vejrs og headede bolden i nettet efter et oplæg fra Harry Kane.
Kort før pausefløjtet øgede Bayerns kantspiller Luis Diaz til 2-0, og i starten af anden halvleg gjorde Michael Olise det til 3-0 efter en kæk dribling foran mål.
Augsburg havde dog ikke givet op, og midtbanespilleren Kristijan Jakic reducerede til 1-3 efter 53 minutter.
Et kvarter før tid var der igen sprækker i Bayerns defensiv, og hjemmeholdets Mert Komur reducerede til 2-3 mellem venner og fjender.
Augsburg havde optræk til flere scoringer, men udligningen kom aldrig. Bayern slap med skrækken og tog alle tre point.
Tidligere lørdag vandt Eintracht Frankfurt 3-1 ude over Hoffenheim. Frankfurt har med sejren ligesom Bayern München seks point efter to kampe.
Landsholdsbacken Rasmus Nissen Kristensen spillede de første 82 minutter for Frankfurt, der i stedet skiftede landsmanden Oscar Højlund ind.
Det mest overraskende resultat eller nærmere koks stod Bayer Leverkusen for.
Leverkusen skuffede fælt ved at sætte en 3-1-føring over styr og blot spille 3-3 ude mod Werder Bremens ti mand.
Med en spiller i undertal lykkedes det nemlig Werder Bremen at score to gange til slut. Hjemmeholdets 3-3-mål blev scoret af Karim Coulibaly fire minutter inde i tillægstiden.
/ritzau/