Barcelona-træner: Sejr efter besværlig kamp kan løfte os

24. AUG 2025 • 06:00SPORT

Oprykkeren Levante var tæt på at tage point fra det spanske mesterhold, der vandt 3-2 på selvmål i overtiden.

Barcelona havde lørdag store problemer med at besejre Levante på udebane, inden det til allersidst lykkedes at slå oprykkerne.

På et Levante-selvmål i overtiden vandt de regerende spanske mestre med 3-2 efter at have været bagud med 0-2 ved pausen.

Barcelona-træner Hansi Flick tror på, at sejren kan bidrage med noget positivt til de kommende kampe.

- Vi ville have de tre point, og vi troede på det frem til det sidste. Jeg tror, at sejren vil hjælpe os i de næste kampe.

- Det er ikke nemt, for modstanderne ved, hvordan vi spiller, og de står dybt. Vi skal gøre det bedre, og jeg tror, at den her kamp vil hjælpe os til at blive bedre, siger Flick til klubbens hjemmeside.

Samtidig har Barcelona-træneren ros til modstanderen, der er nu har tabt sæsonens to første ligakampe efter oprykningen til den bedste spanske fodboldrække.

- Levante forsvarede sig godt, og de har nogle virkelig hurtige spillere på omstillinger.

- Det er ikke nemt at forsvare sig imod, hvis man laver fejl - men i sidste ende skal vi kunne gøre det bedre, siger Hansi Flick.

Barcelona var nede med 0-2 ved pausen efter en stærk halvleg af hjemmeholdet. Mindre end ti minutter inde i anden halvleg havde gæsterne udlignet til 2-2 på scoringer fra Gavi og Dani Olmo.

I overtiden blev mesterholdets comeback fuldført, da Levantes Unai Elgezabal uheldigt snittede et Barcelona-indlæg i eget mål.

Med sejren over Levante har Barcelona indledt sæsonen i den spanske liga med to sejre i lige så mange kampe.

Danske Andreas Christensen fik det sidste kvarter på banen i lørdagens udesejr.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT