Aston Villas royale fan hylder holdet efter længe ventet trofæ

21. MAJ 2026 • 05:25SPORT

Aston Villa vandt sidst et europæisk trofæ, kort før prins William blev født. Han var onsdag med i Istanbul.

Den britiske tronarving, prins William, fulgte med på tribunerne onsdag aften i Istanbul, da Aston Villa vandt Europa League-finalen.

Prins William må være en af Aston Villas mest berømte fans, og han brød ud i jubel, da målene røg ind på stribe og sikrede Birmingham-klubben en 3-0-sejr over Freiburg.

- Fantastisk aften! Stort tillykke til alle spillerne, holdet, personalet og alle, der er tilknyttet klubben! 44 år siden den sidste smag af en europæisk pokal, skriver prins William på det sociale medie X.

Det var Aston Villas første trofæ i 30 år og det første europæiske trofæ i 44 år.

Tilbage i 1982 strøg Aston Villa helt til tops og snuppede en europæisk mesterholdstitel, der var forløberen for Champions League.

Det var cirka en måned før, at prins William blev født.

Aston Villas anfører, John McGinn, takkede prins William for støtten efter kampen.

- Han er en klassefyr. Han var i omklædningsrummet før kampen. Han er kæmpe Villa-fan, så han ville aldrig gå glip af det, og det er selvfølgelig fantastisk at have hans støtte, lød det fra McGinn ifølge TNT Sports.

- Han er bare en helt almindelig fyr. Forhåbentlig kan han tage et par drinks med os i aften og finde kreditkortet frem, når aftenen er slut, tilføjede han.

Aston Villa hentede senest en titel i 1996, da klubben vandt den engelske ligacup.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT