FCK ser Delaney som kulturbærer og giver ham et år mere

20. MAJ 2026 • 18:02SPORT

FCK har forlænget samarbejdet med Thomas Delaney, der også skal spille i barndomsklubben i næste sæson.

Den centrale midtbanespiller Thomas Delaney og FC København forlænger samarbejdet med et år, så aftalen udløber i sommeren 2027.

Det skriver FCK onsdag på fodboldklubbens hjemmeside.

- Jeg er virkelig glad for, at vi er enige om at fortsætte et år mere, for jeg kan selvfølgelig ikke se mig selv spille i en anden klub. FC København er min klub - det er her, jeg hører til, og jeg har stadig masser at give af.

- Jeg kan næsten ikke vente med at tage hul på næste sæson. Vi skal tilbage på toppen, hvor vi hører til, men først og fremmest er der lige nu fuld fokus på at slutte denne sæson af med at sikre vores europæiske deltagelse, siger Delaney.

FCK skal torsdag aften på udebane møde Brøndby i en playoffkamp om europæisk deltagelse. Vinderen vil få en plads i kvalifikationen i næste sæsons Conference League.

Delaney fik debut for FCK som 17-årig i 2009, efter at han havde spillet ungdomsfodbold i KB, siden han var tre år. Det er blevet til 315 kampe og 30 mål i FCK for 34-årige Delaney.

- Jeg er klar over, at alderen ikke kun er til min fordel, og jeg ved, at min krop ikke vil tillade mig at spille alle kampe, men jeg ønsker også at bidrage på flere planer og ikke udelukkende med minutter på banen.

- Jeg drømmer om at være med til at skabe og bygge fundamentet for fremtiden og den næste store periode for FC København, lyder det fra Delaney.

FCK skriver, at Delaney skal være med til at bære FCK ind i fremtiden, og et element i den nye aftale er, at han skal være med i overleveringen til den næste generation.

- Thomas er en unik kulturbærer i FC København og et vigtigt bindeled for fremtiden. Han holder fortsat et højt niveau til træning og kamp, og han er samtidig en spiller, der kan styre et hold både på og uden for banen.

- Jeg er virkelig glad for at have ham i truppen i den kommende sæson, siger FCK-træner Bo Svensson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT