Efter EM 2028 vil kvalifikationen til kommende slutrunder komme til at foregå i et ligaspil, oplyser Uefa.
Ligaspillet, som blev indført i de europæiske klubturneringer for få år siden, kommer nu også til landsholdsfodbolden i Europa.Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) oplyser på sin hjemmeside, at eksekutivkomitéen onsdag har vedtaget at ændre EM-kvalifikationen. Det vil træde i kraft efter EM 2028.
De nærmere detaljer skal Uefa arbejde videre med de kommende måneder, men det ligger fast, at kvalifikationen kommer til at have et format, der minder om ligaspillet i de europæiske klubturneringer.
De 36 bedste landshold fra Nations League vil spille i Liga 1, mens resten vil spille i Liga 2 om pladser til EM-slutrunderne.
Mens holdene i klubbernes ligaspil spiller otte kampe, skal der i det nye kvalifikationsformat for landshold spilles seks kampe for alle holdene.
Holdene i hvert ligaspil seedes i tre lag. Herefter trækkes der lod om, hvem hvert enkelt hold skal møde. Man møder to hold fra hvert af de tre seedningslag.
Hvor mange hold fra henholdsvis Liga 1 og Liga 2, som kvalificerer sig til EM, er endnu ikke besluttet. Det bliver en del af drøftelserne den kommende tid.
/ritzau/