I kampen om en europæisk plads vil der både være fans af Brøndby og FCK. Det ser Brøndby-lejren som positivt.
Tryk fra begge ender, kamp om den vokale dominans og kreative tifoer.Sådan kan kulissen meget vel se ud til torsdagens kamp mellem Brøndby og FC København om den sidste danske plads i europæisk fodbold i næste sæson.
Siden oktober 2024 har der ellers været forbud mod udebanefans på grund af ballade, men myndighederne har på ny åbnet døren for de gæstende tilskuere, og det glæder Brøndby-træner Steve Cooper.
- Generelt vil jeg sige, det er en god ting. Jeg ønsker også, at der er Brøndby-fans på deres stadion, når vi tager dertil i næste sæson.
- Det er mere komplet, når udebanefansene er til stede på stadion. Men det betyder ikke noget, for den larm, stemning og opbakning, vores fans laver, er utrolig. Jeg håber bare, at vi kan præstere på banen, siger waliseren.
Mange af spillerne på de to hold har ikke oplevet et derby med tilskuere fra begge sider på grund af den langvarige udelukkelse.
En af undtagelserne er dog Nicolai Vallys, som kom til Brøndby i 2022. Brøndby-profilen mener, at det bidrager positivt til stemningen, når begge holds tilhængere lukkes ind.
- Det giver en masse. Jeg er sikker på, at både deres fans og vores fans ønsker, at begge holds fans er til stede. Det giver noget ekstra, så det er fedt, at der kommer nogle derfra, siger han.
Fordi FC København forsømte at kvalificere sig til mesterskabsspillet, har de to mandskaber endnu ikke krydset klinger i 2026.
Det ærgrede Brøndby-kaptajnen Daniel Wass tidligere på foråret, men nu får han alligevel mulighed for at spille rivalopgøret i den afgørende duel.
- Det er fedt med et derby. Det er nogle fede kampe og den fedeste kamp i Danmark både som tilskuer og som spiller.
- Det er en finale, så det bliver en fed kamp for begge hold. Der er meget på spil, konstaterer han.
Brøndby og FCK mødes om pladsen i Conference League-kvalifikationen torsdag klokken 18.30.
/ritzau/