Airbnb udvider forretningen med biludlejning og dagligvarer

21. MAJ 2026 • 04:17ERHVERV/POLITIK

Udlejningsplatformen Airbnb vil forsøge at få del i indtægter, der i dag går til store rejseportaler.

Den digitale platform Airbnb, som i flere lande er blevet ramt af strammere regler på markedet for korttidsudlejning, vil udvide forretningen med udlejning af mindre hoteller og biler samt levering af dagligvarer.

Det meddeler udlejningsplatformen onsdag.

Udvidelsen af forretningen er platformens seneste forsøg på at få del i flere af de rejseindtægter, der i øjeblikket går til konkurrenter som Booking.com og Expedia.

Udviklingen er ifølge nyhedsbureauet AFP virksomhedens nyeste svar på de stadig strengere restriktioner, som har ramt markedet for korttidsudlejning flere steder i verden.

I december udstedte Spanien en bøde til Airbnb på 65 millioner euro, hvilket svarer til 486 millioner kroner. Det sydeuropæiske land vurderede, at mere end 65.000 annoncer på platformen brød med landets reklameregler.

Samtidig besluttede politikere i den spanske storby Barcelona at lade være med at forny flere tusinde udlejningstilladelser, der står til at udløbe i 2028.

Den amerikanske storby New York City har siden 2023 forbudt næsten alle slags private korttidsudlejninger af boliger, og i den franske hovedstad, Paris, har man i år intensiveret indsatsen mod ulovlige annoncer for udlejning.

- Rejser skal ikke bare være bekvemme. De skal være meningsfulde, skriver Airbnbs administrerende direktør, Brian Chesky, i en udtalelse og tilføjer:

- De bedste rejser hjælper dig med at udforske, lære og vende hjem anderledes, end da du tog afsted.

Efter en opdatering af platformen kan brugere nu få leveret dagligvarer i mere end 25 byer i USA. I mere end 160 byer over hele verden kan brugere købe transport til og fra lufthavne og opbevaring af bagage.

Airbnb havde i årets første kvartal en omsætning på 2,68 milliarder dollar. Det er en stigning på 18 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT