Anderson er valgt som cykelformand uden modkandidater

24. MAR 2025 • 13:46SPORT

DCU skal ikke fremstå som en lukket klub, mener Morten Anderson, som er valgt som formand for de næste to år.

Der var reelt ingen tvivl om, at Morten Anderson skulle vælges som formand for Danmarks Cykle Union (DCU) på søndagens kongres.

Aftenen forinden havde modkandidaten Johnny Lillelund, der i februar blev væltet som konstitueret formand, trukket sit kandidatur.

Anderson kunne derfor vælges uden modkandidater.

Posten som formand er han sikret de næste to år. Han vil først og fremmest fokusere på at ændre opfattelsen af unionens arbejde internt i DCU.

- Der er en ny bestyrelse og en ny direktør, så der er mulighed for at vaske tavlen ren. Det er planen lige nu, forklarer han.

Lillelund blev i januar mødt af et mistillidsvotum, som blev stemt igennem på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

En af årsagerne var, at distrikterne ikke følte sig hørt i tilstrækkelig grad. Det skal bestyrelsen tage ved lære af, påpeger Morten Anderson.

- Vi må erkende, at mange føler, de ikke har ejerskab eller indflydelse i DCU. At DCU fremstår som en lukket klub rent politisk. Når man er inde i motorrummet, kan man godt slå ud med armene og sige, at man bare kan deltage.

- Men vi er nødt til at gøre nogle ting, der giver folk lyst til at engagere sig i det politiske arbejde, og som er med til at gøre arbejdet attraktivt, siger formanden.

Ifølge Morten Anderson har DCU haft et problem med strukturen i årtier. Nu skal der gøres op med det én gang for alle.

- Det stammer fra en tid, hvor der ikke var en Storebæltsbro, og hvor der var færre discipliner. Vi har ikke fået ajourført vores politiske struktur til den virkelighed, der er nu, lyder det fra formanden.

Det skal også være mere gennemsigtigt, hvordan pengene fra Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund kan bruges, og hvilke beslutninger der skal træffes undervejs.

- Støtteordningerne er for mange lige så uigennemskuelige som DCU's politiske struktur. Vi skal være dygtigere til at tage DIF og Team Danmark i hånden og præsentere det for baglandet, så der ikke er tvivl om, hvordan samarbejdet og støtteordningerne fungerer. Ellers kan det være en kilde til uro i baglandet, forklarer Morten Anderson.

Mens Anderson tidligere i marts var midlertidig formand, var han med til at ansætte Niels Bo Daugaard som administrerende direktør.

En af DCU's store opgaver i den kommende tid er at udpege en afløser for Morten Bennekou, der til sommer stopper som elitechef.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT