Titelbejleren Bayern München bliver ramt af to skader
Bayern München fik kedelige nyheder om flere spillere, der har pådraget sig skader i de seneste landskampe.
Det var nogle kostbare landskampe, der blev spillet i den seneste uges tid for Bayern München. Den tyske fodboldklub har taget imod to skadede spillere.Forsvarsspillerne Alphonso Davies og Dayot Upamecano er begge blevet skadet i forbindelse med landskampe for henholdsvis Canada og Frankrig.
- Uheldigvis er der altid risiko for, at spillere returnerer fra landskampe med skader. Denne gang er vi ramt specielt hårdt, siger Max Eberl, der sidder i den sportslige ledelse hos Bayern München.
Davies, der primært spiller back, pådrog sig en alvorlig knæskade, da han var i aktion for Canada i 2-1-sejren over USA.
Han skal opereres i højre knæ og vil være ude i adskillige måneder.
Upamecano er også ramt af en knæskade, men den skulle ikke være lige så slem som klubkammeratens. Den franske midtstopper blev skadet i forbindelse med landskampen mod Kroatien.
Frankrig slog Kroatien ud i Nations League og indløste billet til semifinalen efter en sejr efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Her scorede Upamecano det afgørende mål, der sendte Frankrig videre til semifinalen til et stormøde mod Spanien.
Bayern München, der fører den tyske Bundesliga og er nået frem til kvartfinalen i Champions League, forventer Upamecano ude i adskillige uger.
I forvejen sidder den sydkoreanske stopper Kim Min-jae ude med en skade. Også målmanden Manuel Neuer er ude.
/ritzau/