Politiet advarer om stigning i afpresning med AI-nøgenbilleder
Afpresning med falske nøgenbilleder breder sig i Danmark, oplyser NSK til Politiken og Jyllands-Posten.
Sager om afpresning med falske nøgenbilleder, der er genereret med kunstig intelligens, viser sig i stigende grad i Danmark.Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til Politiken og Jyllands-Posten.
- Det kan være ulovligt at skabe eller dele AI-genererede billeder uden samtykke, og det er selvsagt ulovligt at bruge sådan et billede til afpresning, siger Kresten Munksgaard, der er afdelingsleder i Forebyggelse, Analyse og Digital patruljering i NSK til medierne.
NSK oplyser, at man ikke er bekendt med det præcise omfang af den såkaldte sextortion.
Ifølge medierne lyder det dog fra Interpol, der er verdens største internationale politisamarbejde, at antallet af sager om AI-genereret sextortion er steget med 2000 procent på to år.
Nordea bekræfter også tendensen over for Politiken og Jyllands-Posten.
Det lyder fra banken, at det i særdeleshed er blandt den yngre del af befolkningen, at der ses eksempler på afpresning med AI-billeder.
Sextortion er en sammentrækning af ordene sex og det engelske "extortion", der betyder afpresning og betyder seksuel afpresning.
I juli sidste år kom det frem, at antallet af politianmeldelser om den konkrete form for afpresning var mere end tredoblet i løbet af de seneste fem år.
Det viste et datatræk, som Rigspolitiet da foretog for Kristeligt Dagblad.
I 2024 blev der registreret 1768 anmeldelser, mens politiet i 2020 modtog 529 anmeldelser om seksuel afpresning - typisk med intime billeder, samtaler eller videoer.
AL Sydbank og organisationen Red Barnet pointerede også torsdag, at de oplever en stigning blandt børn og unge helt ned til 12 år, der afpresses økonomisk, efter at være blevet overtalt til at dele intime billeder eller videoer.
Sextortion er ikke en ny form for kriminalitet, men det er nyt, at der anvendes kunstigt fremstillede billeder til formålet.
/ritzau/
