Svensk popstjerne kommer til Royal Arena

6. FEB 2026 • 17:07INDLAND/KRIMINAL

Den svenske popsanger Robyn kommer til København og skal 14. juli spille sin største danske indendørskoncert.

Den svenske popstjerne Robyn skal spille i Royal Arena 14. juli 2026. Det oplyser Royal Arena i en pressemeddelelse.

Besøget i arenaen på Amager er en del af hendes "The Sexistential Tour". Den svenske popstjerne har allerede annonceret, at hun udgiver sit første album i syv år til marts med selv samme titel "Sexistential".

"Sexistential" er Robyns niende studiealbum og det første siden "Honey", der udkom i oktober 2018. Robyn omtaler selv sit nye album, der udgives 27. marts, som det mest ekstatiske, hun hidtil har lavet.

Robyn står bag popsange som "Dancing on my own", "With every heart beat" og "Call your girlfriend".

Robyn slog igennem på verdensplan som 16-årig med albummet "Robyn is here". Siden har hun udgivet en lang række album.

Senest, Robyn optrådte på dansk jord, var på Orange Scene på Roskilde Festival i 2019.

Her leverede den svenske popstjerne ifølge en lang række anmeldere en sublim koncert på Dyrskuepladsen.

Politiken kaldte dengang Robyns koncert for en "popmusikalsk pragtpræstation" og kvitterede med seks ud af seks stjerner.

Ekstra Bladet og Gaffa tildelte hende fem stjerner.

Gaffas anmelder kaldte Robyns sceneshow for en "popfest, der ramte lige i solar plexus." Særligt leveringen af storhittet "Dancing on My Own" fik ros.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT