Velgørenhedsshow på TV 2 indsamler 137.606.333 kroner

26. OKT 2025 • 00:08INDLAND/KRIMINAL

En lang række cancerrelaterede foreninger kan dele over 100 millioner kroner indsamlet i tv-show.

137.606.333 kroner. Så meget blev der i alt samlet ind, da TV 2's store velgørenhedsshow "Knæk cancer - et show for sagen" lørdag aften kunne gøre status på "Knæk cancer"-ugen.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

"Knæk cancer"-ugen blev afsluttet med et livetransmitteret show, der blev afholdt i Royal Stage i Hillerød.

Hos Kræftens Bekæmpelse glæder man sig over opbakningen.

- Jeg er blæst bagover af det fællesskab, vi ser under "Knæk cancer". Midt i en tid præget af kriser og konflikter er det stærkt at opleve, hvordan Danmark står sammen om kræftsagen.

- Tak til alle, der har været med til at gøre "Knæk cancer" muligt, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, i meddelelsen fra TV 2.

I år var det 14. gang, at indsamlingen blev afholdt. Årets resultat var en smule højere end sidste år, hvor det lød på 132,7 millioner kroner.

"Knæk cancer"-indsamlingen satte rekord i 2021, hvor der blev samlet 169,9 millioner kroner ind.

Under showet lørdag optrådte flere musikere på scenen, heriblandt Anna David, Christopher og Blæst.

Fredag aften satte TV 2 også fokus på "Knæk cancer"-sagen i programmet "Vild med dans".

- På TV 2 er vi glade for - både i særudgaven af "Vild med dans" og i "Knæk cancer - et show for sagen" - at være med til at starte samtaler om kræft, sætte fokus på fællesskabet og åbne op for svære samtaler - alt sammen, for at ingen skal føle sig alene med sygdommen, siger redaktør på TV 2 Peter Toldberg Gamborg i meddelelsen.

Det endelige resultat blev læst op af danseren Emil Stenlund. Seerne af indsamlingsshowet valgte ham som oplæser blandt ni deltagere, som optrådte lørdag aften.

De mange penge, der er blevet indsamlet under indsamlingsugen, kommer i alt 593 cancerrelaterede projekter til gode. For eksempel sendes syv millioner kroner direkte til Børnecancerfonden, mens der også er millionbeløb til en række forskningsprojekter.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT