Reagan-reklame får Trump til at hæve told mod Canada
Toldsatserne for Canada vil blive øget med ti procent, skriver Trump og kritiserer reklame med Ronald Reagan.
USA's præsident, Donald Trump, har lørdag i et opslag på Truth Social meddelt, at han hæver toldsatserne mod Canada med yderligere ti procent.- Jeg hæver tolden for Canada med ti procent mere, end hvad de betaler nu, skriver han.
Det sker, efter at Trump tidligt fredag morgen dansk tid sagde, at alle USA's forhandlinger om handel med Canada er blevet afbrudt.
Forhandlingerne blev afsluttet på grund af en reklame, som er blevet vist af den canadiske regering i provinsen Ontario. Her udtaler Ronald Reagan, der tidligere var republikansk præsident i USA, sig negativt om told.
Reagan siger i reklamen, at told forårsager toldkrige og økonomisk katastrofe. Den var ifølge nyhedsbureauet Reuters blevet vist i flere dage, før Trump fredag morgen reagerede på den første gang.
Doug Ford, der er premierminister i Ontario, sagde fredag - efter drøftelser med Canadas premierminister, Mark Carney - at provinsen mandag vil sætte reklamen på pause, så handelsforhandlingerne kan fortsætte.
Reklamen blev ifølge nyhedsbureauet Reuters sendt igen fredag i forbindelse med den første kamp i baseballligaen Major League Baseball.
- Deres reklame skulle fjernes omgående, men de lod den køre i går aftes under World Series, vel vidende om at det var svindel, skriver Trump i lørdagens opslag.
Han hæver toldsatserne på grund af det, han betegner som Canadas alvorlige forvanskning af fakta og fjendtlige handling.
Reklamen er en video med Ronald Reagans stemme. Hans voiceover består af sætninger, han har sagt, men som er sat sammen i en anden rækkefølge.
Udtalelserne kommer fra en tale, hvor Reagan talte om toldsatser, som hans administration pålagde Japan. I den canadiske reklame nævnes det ikke, at den tidligere præsident taler om Japan.
Ifølge Reuters delte Trump opslaget på Truth Social, mens han sad på præsidentflyet Air Force One med kurs mod Malaysia. Det er hans første stop på en tur til Asien, hvor særligt handelsudfordringer og -forhandlinger er på dagsordenen.
Hverken det amerikanske handelsministerium, Det Hvide Hus eller det canadiske premierministerkontor har umiddelbart reageret på Trumps udtalelse om den øgede told for Canada.
/ritzau/
