Triumferende håndboldherrer fejres mandag på Københavns Rådhus

1. FEB 2026 • 20:03INDLAND/KRIMINAL

Håndboldherrerne har atter sikret sig en guldmedalje, og vanen tro fejres det på Københavns Rådhus mandag.

Håndboldherrerne kan efter en EM-finalesejr over Tyskland kalde sig europamestre, og det skal vanen tro fejres med rådhuspandekager og en tur på balkonen.

Mandag eftermiddag og aften lægger håndboldlandsholdet atter vejen forbi Rådhuspladsen i København for at fejre EM-guldet.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Fra klokken 15.30 vil der for de fremmødte være opvarmning på Rådhuspladsen med storskærm og en konferencier til at styre showet.

Klokken 16.25 ventes håndboldherrerne at ankomme, hvor overborgmester Sisse Marie Welling (SF) tager imod guldvinderne ved rådhusets hovedindgang.

- Det er en kæmpe præstation, som fortjener stor respekt, og som gør hele Danmark stolt. Derfor håber jeg, at rigtig mange fans og familier har lyst til at komme forbi Rådhuspladsen og være med til at fejre det fantastiske resultat, siger Sisse Marie Welling.

Omkring klokken 17 træder håndboldherrerne ud på rådhusets velkendte balkon for at lade sig hylde for EM-guldet. Kort før 18.30 afsluttes seancen, hvor overborgmesteren tager afsked med håndboldlandsholdet.

Inden da vil formanden for DanskHåndbold, Torsten Laen, holde tale på rådhuset. Det samme vil blandt andre kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Håndboldformanden håber på stor folkelig opbakning på Rådhuspladsen trods en bidende vinterkulde.

- At vinde EM for første gang i 14 år er helt fantastisk. Holdet har begejstret og samlet hele Danmark i et stort fællesskab.

- Vi håber derfor, at rigtig mange fans vil møde op på Rådhuspladsen og hylde spillerne og staben omkring holdet for EM-guldet, siger Torsten Laen.

Søndag aften vil Storebæltsbroen desuden lyse op i rødhvide farver for at markere finalesejren og titlen som europamestre, oplyser Sund&Bælt.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT