Rekordmange kørte med tog over Storebælt i 2025
For andet år i streg slår DSB rekord i antallet af rejser over Storebælt. I 2025 var tallet 9,72 millioner.
Der var i 2025 rekordmange rejser over Storebælt med DSB's tog.Det oplyser DSB i en mail til Ritzau.
Det blev til 9,72 millioner rejser i 2025 mod 9 millioner rejser i 2024, hvilket hidtil var rekorden.
Det svarer til en stigning på 8,2 procent.
Det er især på lyntog, at der har været flere rejsende, skriver DSB.
Stigningen i rejsende over Storebælt er en del af en generel vækst i rejser på DSB's fjern- og regionaltog, der i 2025 steg med fire procent.
- Det bidrager vores billige Orange-billetter til, ligesom vi i 2025 sænkede priserne over Storebælt, udtaler Charlotte Kjærulff, der er kundechef i DSB.
I sommeren 2024 varslede DSB, at man fra januar 2025 ville sætte billetpriserne på rejser over Storebælt ned med 3,7 procent.
Den øgede togtrafik over Storebælt medførte blandt andet, at DSB i sommer opjusterede sine forventninger til årets indtjening.
DSB meddelte i slutningen af august, at man forventede at tjene mellem 300 og 400 millioner kroner før skat i 2025.
I november opjusterede selskabet igen forventningerne til et resultat før skat på mellem 600 og 700 millioner kroner.
Togtrafikken over Storebælt var særlig travl den 23. december, hvor der var omkring 45.000 rejser.
Også den generelle trafik over Storebælt slog rekord i 2025.
I alt kørte 14.148.000 køretøjer over broen. Det er det højeste antal, siden forbindelsen åbnede.
/ritzau/
