Afgørelse i Huslejenævnet kan true Christianias økonomi

1. FEB 2026 • 18:16INDLAND/KRIMINAL

Huslejenævn har afgjort, at den såkaldte brugsleje ikke kan opkræves som en anden form for husleje.

En afgørelse fra Huslejenævnet i Københavns Kommune kan potentielt få store konsekvenser for Christianias økonomi.

Afgørelsen slår fast, at beboerne ikke er forpligtet til at bidrage til fristadens udgifter til blandt andet renovation, fritidshjem, administration og vej- og parkarbejde.

Men netop disse fællesudgifter dækker den såkaldte brugsleje, som christianitterne betaler i stedet for en almindelig husleje.

Det skriver nyhedssitet TVflux.

Brugslejen kan altså ikke opkræves som en form for husleje.

Det betyder, at fristaden risikerer at stå uden midler til at drive Christiania, som det fungerer den dag i dag. Og det betyder også, at Christianias interne selvforvaltningsprincip kan være truet.

Det siger Christianias advokat Knud Foldschack.

- Christiania er blevet mødt med en udefrakommende principiel afgørelse i henhold til lejeloven, siger han.

Ifølge Knud Foldschack er der dog ikke tale om en "dramatisk problemstilling".

Men det betyder meget vel, at den hidtidige model for brugslejen på Christiania står overfor en ændring.

Siden Christiania indgik aftale med staten i 2011 om, at Fonden Christiania købte statens bygninger på fristadens område, har Christiania i fællesskab lejet bygningerne af fonden. Den enkelte christianit har derfor ikke en lejekontrakt.

Hulda Mader, der er talsperson for christianitterne, fastslår, at man har tænkt sig at anke afgørelsen fra Huslejenævnet.

Men mest af alt ærgrer hun sig over de respektive beboeres beslutning om at åbne sagen hos kommunen i første omgang.

- Vi synes, at det er underminerende for vores måde at gøre tingene på, siger Hulda Mader.

- Vi er meget bekymrede. Det kan blive dyrt, hvis vi skal ændre lejeforholdene, siger hun.

Brugslejen, som den ser ud på Christiania i 2026, lyder på 1588 kroner om måneden.

Derudover betales der for de kvadratmeter, som husstanden råder over. Det har Christiania selv fastsat til 37 kroner per kvadratmeter om måneden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT