Hospitalsdramaet Det andet offer får Robert for Årets Danske Spillefilm
Mens "Det andet offer" blev Årets Danske Spillefilm, hev "Pigen med nålen" flest Robert-priser hjem.
Hospitalsdramaet "Det andet offer" er kåret til Årets Danske Spillefilm ved Robert Prisen 2026, som blev afholdt i Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften."Det andet offer" udspiller sig på en neurologisk afdeling, hvor en læge på en hektisk vagt foretager et fejlskøn, der får fatale følger.
"Det andet offer" er instrueret af spillefilmsdebutanten Zinnini Elkington, som kunne fejre debuten med en Robert for Årets Instruktør og fik endnu en til samlingen for manuskriptet til filmen.
Özlem Saglanmak modtog en Robert for sin rolle som lægen i filmen.
Trine Dyrholm var nomineret for sin rolle som mor til den patient, filmen centrerer sig om. Men fik den ikke.
Hun fik dog alligevel en Robert-pris hjem i kategorien, da hun også var nomineret for sin birolle i "Pigen med nålen", som hun også vandt statuetten for.
Selv om "Det andet offer" blev Årets Danske Spillefilm, var det dog "Pigen med nålen", som modtog flest Robert-priser. Især i de tekniske kategorier.
Foruden statuetten til Trine Dyrholm var der også en skuespil-pris til Besir Zeciri.
Ud over fejringen af dansk film blev også de bedste serier hyldet og hædret.
Den danske Netflix-serie "Legenden" blev den mest sete serie på streaminggiganten i uge 44 med 11,3 millioner afspilninger, og blandt seerne var også medlemmer af Danmarks Filmakademi. For de belønnede Clara Dessau, Afshin Firouzi og Maria Cordsen med en Robert-pris hver for henholdsvis Årets Kvindelige Hovedrolle, årets mandlige ditto og Årets Kvindelige Birolle.
Alle tre genoptager også deres respektive roller i seriens anden sæson, som Netflix annoncerede for få dage siden.
Årets Mandlige Birolle i tv-kategorien gik til Jan Linnebjerg for DR-dramaet "Generationer". Skuespilleren, som også kunne fejre sin 66-års fødselsdag lørdag aften, var rørt til tårer over at have fået en chance efter at have været forbundet med - og bundet til - Pyrus-rollen i årtier.
- Jeg blev taget imod fordomsfrit og kærligt. Det bedste er at være tilbage i mit elskede fag og få lov til at arbejde, sagde han i sin takketale.
Det blev ikke "Legenden", men den anden danske Netflix-serie "Reservatet", som snuppede titlen som Årets Tv-serie.
Der var også en Robert-pris til "Klovn". Efter ti sæsoner kunne Casper Christensen og Frank Hvam se deres serie modtage statuette i kategorien Årets Korte Tv-serie.
Det er Danmarks Filmakademi, som står bag Robert Prisen.
Det er medlemmerne, som stemmer om, hvilke film, serier og fagfolk, der skal nomineres til Robert Prisen, ligesom at de i sidste ende stemmer om, hvem der modtager statuetterne.
Akademiet udgøres af flere end 3300 medlemmer, der alle arbejder professionelt i film- og tv-branchen.
/ritzau/
