Danmark sender 100 millioner kroner til verdens børn i nød
Donationerne fra årets udgave af Danmarks Indsamling går til udviklingsprojekter i lande som Syrien og Sudan.
Ved årets Danmarks Indsamling blev der indsamlet 100.513.291 kroner.Det står klart efter lørdagens indsamlingsshow, der blev afholdt i Arena Næstved.
Dermed tager årets indsamling et hop op sammenlignet med sidste år, hvor der blev indsamlet 86 millioner kroner.
De 100 millioner kroner fra lørdagens indsamling går til målrettede humanitære indsatser for børn i nød i Somalia, Sudan, Sydsudan, Uganda, Afghanistan, Etiopien, Irak, Yemen, Syrien og Libanon.
I en tid med fokus på andre konflikter og krige i verden hæfter Mulle Juul Korsholm, forperson for Danmarks Indsamling, sig ved den store støtte til aftenens indsamling, der retter sig mod lande og konflikter, der ikke nødvendigvis får mest opmærksomhed.
- Der har været absurd mange aktiviteter rundt om i landet under indsamlingen. Der har været et fantastisk engagement.
- Når engagement på tværs af samfundet bliver omsat til konkret handling, viser det, hvor meget vi kan udrette sammen, siger Mulle Juul Korsholm.
Projekterne er styret af Danmarks 12 største humanitære organisationer, og det er ligeledes dem, der står bag Danmarks Indsamling.
De tæller blandt andet Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors, Red Barnet og Læger uden Grænser.
Indsamlingen blev afholdt første gang i 2007, og siden har danskerne indsamlet over 1,7 milliarder kroner til diverse formål.
Milliardsummen har støttet 241 projekter på 3 kontinenter og i 52 lande.
Siden 2014 har Danmarks Indsamling været målrettet alle de lande, der optræder på OECD's liste over verdens fattigste lande.
OECD er en forkortelse for den mellemstatslige Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling.
/ritzau/
