Tidligere vejrvært Henrik Voldborg er død
Meteorolog og tidligere vejrvært Henrik Voldborg er død. Det oplyser familien til Ritzau. Han blev 88 år.
Meteorolog og tidligere vejrvært Henrik Voldborg er død i en alder af 88 år.Det oplyser familien til Ritzau.
Henrik Voldborg døde søndag efter nogen tids sygdom, oplyser familien.
- Han havde været svækket i længere tid, men derfor er det stadig en stor sorg og et kæmpe tab, skriver familien til Ritzau.
Han efterlader sig sin hustru, Anne Marie, samt parrets fire børn.
Henrik Voldborg var især kendt for sin tid som vejrvært på DR, hvor han ofte optrådte i farvestrålende striksweatre. Han gik på pension i 2001.
Sweatrene havde altid noget med vejret at gøre. Blandt andet havde Voldborg en sweater, der viste, hvordan vejrsystemet for orkanen i 1999 så ud.
Henrik Voldborg havde egentligt fri, den dag orkanen ramte i 1999, men han tog på arbejde alligevel, fordi det var så spændende.
Allerede som 10-årig vidste Henrik Voldborg, at han ville være meteorolog, har han tidligere fortalt. Det var nemlig en hård isvinter i 1947, som fangede hans interesse for vejret.
Han blev uddannet som matematisk-fysisk magister fra Københavns Universitet i 1961 og blev to år senere ansat på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og Danmarks Radio.
Her var han vejrvært i to år, indtil DR fik værterne til at læse vejrudsigterne op i stedet for meteorologer.
I 1988 kunne Voldborg igen træde ind i værtsrollen, da DR ville lave vejrudsendelser.
Her henvendte DR sig til DMI og efterlyste en meteorolog, fordi man havde hørt, at den nye, konkurrerende tv-kanal, TV 2, ville satse på vejrudsendelser.
DR var til at starte med ikke interesseret i Voldborg som vært. De ville hellere have nogen, der var yngre.
Det slog dog ikke Henrik Voldborg ud, og han ansøgte alligevel. DR endte da også med at vælge ham, og han optrådte på kanalen indtil sin pension.
På skærmen bidrog Henrik Voldborg til at folk forstod vejret og brugte ord som blandt andet "snurrebasse" og "æbleryster" om store skyformationer og kraftigt blæsevejr.
Da han stoppede i DR og hos DMI i 2001, var han i audiens hos dronningen, hvor han takkede for ridderkorset.
Ud over at interessere sig for vejret spillede Henrik Voldborg også cello.
Henrik Voldborg bliver bisat fra Nærum Kirke 26. juli klokken 11.
/ritzau/