Soldater-fond lukker når PTSD-ramte får bedre erstatningsvilkår

30. OKT 2024 • 11:15INDLAND/KRIMINAL

Soldaterlegatet har siden 2009 modtaget 135 millioner til at støtte veteraner. Nu vil fonden lukke.

Hvis politikerne får vedtaget en ventet aftale om bedre erstatningsvilkår for PTSD-ramte, bliver det et farvel til fonden Soldaterlegatet, der i 15 år har kæmpet for de udsatte veteraner.

Det fortæller Peter Højland, der er bestyrelsesformand for Soldaterlegatet, under fondens sidste årsmøde onsdag middag.

Så er fondens formål nemlig blevet opfyldt, lyder det.

- Vi har fået konstateret, at forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen (V), red.) fremsætter et lovforslag, som skal sikre omvendt bevisbyrde i PTSD-ramtes erstatningssager, siger han.

- Vores sidste opgave bliver at følge den her lovgivningsproces helt til dørs og hjælpe de veteraner, som vi i forvejen assisterer med retssager eller klagesager.

Hvis og når lovgivningen om omvendt bevisbyrde kommer helt på plads, vil fonden lukke endeligt.

Både DR og TV 2 fik i sidste uge fingre i et udkast til en forligsaftale om en ny veteranindsats.

Ifølge sidstnævnte fremgik det, at man fra politisk side har en ambition om at indføre en såkaldt formodningsregel, som skal stille veteraner bedre end andre, der også søger erstatning på grund af PTSD.

Vedtages forslaget, skal veteraner ikke længere selv bevise, at deres PTSD-diagnose er en konsekvens af en udsendelse.

I stedet bliver det op til myndighederne at sandsynliggøre, at en soldat ikke er blevet syg af at være udsendt.

- De (veteranerne, red.) vil få en langt hurtigere og langt mere korrekt behandling, end de får i dag, mener bestyrelsesformanden.

- Og det vil formentlig også betyde, at op til 400 veteraner, som i dag har fået afgjort deres sager, får genoptaget dem.

De politiske forhandlinger vil formentlig blive afsluttet inden for de kommende uger, lyder det videre fra Peter Højland.

- Herefter vil der være en længere høringsperiode, således at man får gennemarbejdet det her på den rigtige måde.

I sit arbejde har Soldaterlegatet i løbet af sine 15 år tildelt omkring 4700 legater med økonomisk støtte til enten enkeltpersoner eller projekter.

Hen over årene har fonden modtaget 135 millioner kroner til sit arbejde.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

29. OKT 2024 • 15:29INDLAND/KRIMINAL
Ulf Pilgaard er død

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT