Mindre end 25 procent af danskerne bruger plantebaserede alternativer
En undersøgelse viser, at danskerne er skeptiske over for plantebaserede alternativer. 23 procent bruger dem.
Det kan være en nemmere måde at spise mere grønt på.Alligevel bruger danskerne kun de plantebaserede alternativer i et begrænset omfang.
Det viser en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.
Ifølge undersøgelsen bruger 23 procent af forbrugerne i Danmark et plantebaseret alternativ til enten kød, fisk eller mejeriprodukter i løbet af en uge.
Det kan være alt fra plantefars til havremælk i kaffen. Og det er de plantebaserede drikkevarer, der er de mest udbredte, viser undersøgelsen.
At der ikke er flere, der har taget alternativerne til sig, kommer bag på Sisse Fagt, der er seniorrådgiver ved fødevareinstituttet.
- Det understreger, at der er en kostomstilling i gang, men det går langsomt, lyder det.
Ifølge hende hænger det sammen med, at produkterne fortsat er relativt nye på markedet, men det skyldes også, at forbrugerne er skeptiske, siger hun.
- Der er mange, der peger på, at alternativerne ikke altid smager særlig godt.
- Og så er der for mange ingredienser i. Folk vil gerne have, at der er grøntsager i deres grøntsagsbøffer og ikke alle mulige smagsforstærkere og stabilisatorer, lyder det fra Sisse Fagt.
Undersøgelsen viser, at danskerne er meget opmærksomme på, at der er tale om forarbejdede alternativer og ikke råvarer.
- Folk ved godt, at det koster noget på klimakontoen at forarbejde de her produkter.
- Der er derfor en del, der simpelthen er i tvivl om, hvorvidt produkterne rent faktisk er sundere og mere klimavenlige end kød, siger seniorrådgiveren.
Hun understreger dog, at selv om de plantebaserede produkter typisk svarer til en mere CO2-belastende grøntsag, så er de stadig mere klimavenlige end at spise kød.
Der er 1391 voksne i alderen 18 til 80 år, der har deltaget i undersøgelsen. De deltagende har ført kostdagbog og deltaget i et personligt interview.
Undersøgelsen viser desuden, at det primært er kvinder i alderen 18 til 49 år, der bruger produkterne.
Ifølge Sisse Fagt hører gruppen formentlig også til i Hovedstadsområdet.
/ritzau/