Prognose viser afdæmpet dansk vækst de næste to år

23. MAJ 2026 • 10:49INDLAND/KRIMINAL

Uro i Mellemøsten forventes at bidrage til en opbremsning af den økonomiske vækst i Danmark, viser prognose.

Økonomiministeriet forventer en afdæmpning af væksten i dansk økonomi de næste to år, viser ny prognose.

Der ventes en vækst i bnp på 2,7 procent i år og 1,6 procent i 2027. Til sammenligning var væksten i 2025 på 2,9 procent.

Den "forholdsvis høje" vækst i 2026 skyldes særligt vækst i medicinalindustrien, skriver Økonomiministeriet i sin prognose.

Der kommer dog en opbremsning af væksten i løbet af 2026 og 2027 grundet situationen i Mellemøsten, der har ført til stigende energipriser og uro på de finansielle markeder, fremgår det af prognosen.

Samtidig er det forventningen, at øget konkurrence på markedet for vægttabsmedicin vil betyde, at medicinalindustriens bidrag til væksten vil dale.

På det amerikanske marked har medicinalgiganten Novo Nordisk blandt andet fået konkurrence fra det amerikanske selskab Eli Lilly.

Selv om der forventes en afdæmpning i den økonomiske vækst, vil dansk økonomi stadig befinde sig i en "mild højkonjunktur", skriver Økonomiministeriet.

Samtidig ventes inflationen også at holde sig på under to procent i både 2026 og 2027 på trods af stigende priser på især brændstof.

Det skyldes blandt andet, at priserne på råolie og naturgas forventes at falde på det globale marked.

Samtidig holdes inflationen nede af lempelsen af elafgiften, der trådte i kraft ved årsskiftet.

SVM-regeringen har sænket afgiften på el midlertidigt i 2026 og 2027 til EU's minimumssats.

Økonomiministeriets prognose for dansk økonomi er behæftet med væsentlig usikkerhed.

Det skyldes blandt andet usikkerhed forbundet med offentlige udgifter - heriblandt udgifter til oprustning af forsvaret, der kan påvirke importen.

Økonomiministeriet skulle efter planen have udkommet med en økonomisk redegørelse i løbet af maj.

På grund af de igangværende regeringsforhandlinger har man dog valgt kun at udgive en del af rapporten - altså prognosen for den økonomiske vækst.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT