Nørgaards afgang åbner døren for målrig midtbanedynamo

23. MAJ 2026 • 07:15SPORT

Bundesligaens måltyv Jens Stage har ventet længe på sin landsholdschance, men nu er der kommet en ledig plads.

Med ti mål i Bundesligaen to sæsoner i træk har Jens Stage gjort sig fortjent til en plads på landsholdet. I lang tid har der bare ikke været plads til Werder Bremen-spilleren på grund af konkurrencen.

Det forklarer landstræner Brian Riemer, som har den 29-årige centrale midtbanespiller med i truppen til de kommende testkampe mod DR Congo og Ukraine i juni.

Stage har trods stabile præstationer i en lang periode kun fået to landskampe. Debuten i 2021 og en kamp i 2024.

Den centrale midtbanespiller Christian Nørgaard er stoppet på landsholdet, og det efterlader en åben plads. Det er den, Stage har fået.

- Åbninger kommer jo altid. Vi havde en stærk besætning på midtbanen i VM-kvalifikationen. Det gjorde det svært at pille nogen ud.

- For Stages vedkommende er tingene faldet i hak nu. Han har gjort det rigtigt godt i lang tid, og der er kommet en plads, siger Riemer.

Det er også Stages fordel, at han er en anderledes midtbanetype end Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand og den nu landsholdspensionerede Nørgaard.

- Jens minder om Victor Froholdt som type. Han kan godt lide at løbe. Jens spiller fra felt til felt og er dygtig til at komme med i straffesparksfeltet.

- Med 20 mål i Bundesligaen over to sæsoner er det svært at sige, at han ikke har fortjent at få muligheden, siger Riemer.

Landstræneren overvejer desuden at lave om på midtbanekonstellationen i nogle kampe, så det kan blive mere dynamisk. Det kan være Stages mulighed i den kommende periode.

- Når vi misser en VM-slutrunde, skal vi se på, hvordan vi får det bedste ud af hinanden. Jeg synes, at landsholdet skal være dynamisk og have de rigtige spillere på banen.

- Mit job er at finde den taktik og struktur, der gør, at vi får det bedste hold på banen, siger Riemer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT