Eksverdensmester Ratchanok Intanon var for stor en mundfuld for Line Kjærsfeldt i semifinalen i Malaysia.
Det blev ikke til en finaleplads for den danske badmintonspiller Line Kjærsfeldt ved årets Malaysia Masters. Det var aldrig rigtig tæt på.Erfarne Ratchanok Intanon fra Thailand, verdensmester fra 2013, var overlegen i alle spillets facetter og vandt sikkert med 21-12, 21-12 over Kjærsfeldt.
Malaysia Masters er en Super 500-turnering, og havde Kjærsfeldt nået finalen, ville det have været et af hendes største resultater i karrieren. Hun blev europamester i 2025 og vandt European Games i 2015.
Lørdag i Malaysia var der dog klasseforskel på de to spillere gennem næsten samtlige 39 minutter, som kampen varede.
Tidligt i første sæt blev det klart, at ottendeseedede Line Kjærsfeldt skulle ramme sit absolutte topniveau, hvis drømmen om en finale skulle realiseres.
Andenseedede Ratchanok Intanon var i spillehumør, og hendes overlegne teknik blev brugt til at sende danskeren godt rundt på halgulvet i en forstad til Kuala Lumpur.
Fra 4-4 begyndte eksverdensmesteren stille og roligt at trække fra, og Kjærsfeldt havde ingen midler til at dæmme op for Intanons overtag i duellerne.
Uden større besvær hjemtog favoritten sættet med 21-12.
Fra andet sæts start var Kjærsfeldt bedre med. Men det var hun, fordi Intanons fejlprocent midlertidigt var steget.
Kjærsfeldt var foran 10-9, men den 31-årige thailænder fik luget ud i de uprovokerede fejl, og så gik det stærkt. For stærkt for Kjærsfeldt.
Hun var på hælene i næsten alle dueller, og det blev kun til yderligere to danske point på vej mod nederlaget.
I finalen møder Ratchanok Intanon den topseedede kineser, Chen Yufei.
To danske doubler skal senere lørdag i aktion i semifinalerne.
/ritzau/