Mild vejrweekend kommer fra start med tåge og dis

27. DEC 2024 • 06:34INDLAND/KRIMINAL

Bilister gør klogt i at være forsigtige fredag morgen, hvor dis og tåge skyder en mild vejrweekend i gang.

Der er lagt i kakkelovnen til en weekend med mildt vejr og temperaturer op mod ni grader, men man skal som bilist fredag holde ekstra godt øje på grund af tåge og dis.

Det siger Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

- Man skal altid køre efter vejrforholdene, men især her i løbet af natten er der dannet en del tåge, så man skal nok lige holde lidt længere afstand mellem bilerne, når man er ude at køre, siger hun.

Vejret bliver generelt, som det har været den seneste tid, siger Mette Wagner.

Hun går endda så langt som at kalde det "copy-paste" - et udtryk, der stammer fra funktionen på en computer, hvor man kan kopiere et stykke tekst og sætte det ind et andet sted.

- En grå og mild affære med svage vindforhold og dis, stedvis tåge og lidt regn af og til, siger Mette Wagner.

- Temperaturerne fortsætter i den samme milde rille mellem fem og ni grader.

Fredag starter diset ud, og der kan i løbet af dagen komme lidt regn eller finregn. Vinden bliver svag til jævn og kommer fra sydvest.

Lørdag fortsætter det disede vejr, og det bliver overskyet.

Tendensen fortsætter ind i søndag, hvor det dog ser ud til, at der kommer en lille smule opbrud i det ellers lidt kedelige vejr.

- I løbet af søndagsdøgnet bevæger der sig en koldfront ind, hvor vi får lidt mere regn, men det bliver ikke noget af store betydelige mængder, siger Mette Wagner.

Det rigtigt kolde vintervejr lader altså stadig vente på sig. Og det ser ikke ud til at melde sin ankomst i weekenden.

- Det ser i hvert fald ikke sådan ud i den kommende weekend, siger Mette Wagner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT