Niveauet af græspollen er målt til det højeste nogensinde

17. JUN 2024 • 11:38INDLAND/KRIMINAL

Ny pollenrekord underbygger tendens, hvor pollensæsoner stadig bliver længere og mere intense, mener forening.

Lørdag blev der i Danmark målt det højeste niveau af græspollen nogensinde.

Det skriver patientforeningen Astma-Allergi Danmark, der selv står for at måle, i en pressemeddelelse.

Pollentallet blev i weekenden målt til 429. Den tidligere rekord fra 2022 lød på 411.

Tallet indikerer, hvor mange pollen der er i luften på et givent tidspunkt og er et øjebliksbillede.

Det er kombinationen af meget regn efterfulgt af tørvejr, der har givet optimale betingelser for, at græs har kunnet sende pollen i luften.

Rekorden er med til at underbygge en tendens, hvor pollensæsonerne stadig bliver længere og mere intense, lyder det fra foreningen.

- Det har været et usædvanligt år, hvor alle pollentyper er startet tidligt, og hvor vi har set højere mængder end ventet, siger lederen af Astma-Allergi Danmarks Pollentælling, Sidsel Damsbo Andersen, i meddelelsen.

- Det skyldes, at vi har haft det her varme og meget våde forår, som har givet gode vækstbetingelser. Og så har der været et ophold mellem bygerne, hvor der har været mulighed for at sprede en masse pollen.

Foreningen har sammenlignet pollensæsoner, der strækker sig tilbage til 1981.

Resultaterne viser, at mængden af pollen er vokset betydeligt i perioden, og at sæsonerne i gennemsnit er blevet 18 dage længere.

Alene i år begyndte sæsonen 18 dage tidligere end i 2023.

Udviklingen skyldes blandt andet klimaforandringer og øgede mængder CO2 i luften, vurderes det.

- CO2 går ind og virker som en form for kunstgødning for planterne. Det giver bare gode vækstbetingelser, siger Sidsel Damsbo Andersen.

- Og tendensen med mere pollen ser desværre ud til at fortsætte i fremtiden.

Omkring en million mennesker i Danmark lever med pollenallergi.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT