Dansk kok måtte bruge tegnsprog under nøje planlagt konkurrence
Mandag aften bliver det afgjort, om Danmark kan tage guld ved den europæiske del af konkurrencen Bocuse d'Or.
Efter en hård dag i køkkenet er mavefornemmelsen god hos holdet, der repræsenterer Danmark ved det uofficielle kokke-EM Bocuse d'Or.Og det er på trods af, at holdet måtte bruge tegnsprog undervejs i konkurrencen.
Alle lande får nemlig en assistent med sig i køkkenet. Og den person, det danske hold blev tildelt, kunne ikke engelsk.
- Vi måtte ty til noget så gammeldags som tegnsprog, men vedkommende kæmpede en super kamp, siger kok Christian Wellendorf Bak, der står i spidsen for holdet.
Til daglig er han kok og medejer af restauranten Babette i København, der ligger i København. Mandag befinder han sig i Marseille, hvor kokkekonkurrencen afholdes.
Udover kommunikationsvanskelighederne var der dog ikke noget, kokkeholdet ville have gjort anderledes.
- Jeg synes, vi ramte et rigtig højt niveau i dag. Det, vi havde aftalt, det gjorde vi i dag, siger Christian Wellendorf Bak.
Han sigter efter guldet, men forventer dog, at holdets måde at være i køkkenet på kan tælle lidt ned i bedømmelsen.
- Vi kommer til at få lidt kritik. Nogle drømmer om, at vi arbejder mere kontrolleret. Det er ikke, fordi vi er kaotiske, men vi havde taget en beslutning om, at vi gerne ville komme i mål. Det krævede, at vi gav den gas.
Køkkengang handler ifølge kokken om alt lige fra, hvordan man fileterer fisken, til om man har et rent forklæde.
Senere mandag bliver det afgjort, hvem der kan tage guld, sølv og bronze i konkurrencen.
Det danske hold håber på at kunne tage førstepladsen med en ret, hvor fisken Rød Knurhane serveres helstegt med tilbehør og en obligatorisk sauce med søpindsvin.
I den anden opgave kombinerer det danske hold blæksprutte og Camargue-oksefilet i en surf-and-turf-udgave. I den opgave skulle hvert hold tilføje en ingrediens, der repræsenterer deres hjemland.
Dansk dobbeltfermenteret smør og friskplukkede ramsløg i en aioli udgjorde det danske islæt i holdets Bocuse d'Or-menu.
/ritzau/
