Aagaard med på statsbesøg: Ministeren tager de politiske snakke
To ministre meldte afbud til kongeparrets statsbesøg. Lars Aagaard (M) er med som den eneste danske minister.
Mundvigene var brede, og de små rød-hvide dannebrogsflag vajede, da flere hundrede mennesker mandag var mødt op for at tage imod det danske kongepar i Australiens hovedstad, Canberra.Kong Frederik og dronning Mary er i gang med et seks dage langt statsbesøg i dronningens fødeland.
Med på besøget er også klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), der mandag sad med ved bordet, da kongeparret besøgte Australiens premierminister, Anthony Albanese, i det australske parlament.
Deltagelse af en eller flere ministre er helt afgørende under et statsbesøg, forklarer Lars Aagaard.
- Når der er statsbesøg, skal der være en regeringsrepræsentant. Lige så snart emnerne bliver politiske, så formidler eller modtager jeg de politiske budskaber, siger han og tilføjer:
- Kongeparret taler selvfølgelig også med politikerne, men hvis det bliver en politisk samtale, så træder regeringsrepræsentanten til.
Egentlig skulle udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) også have deltaget i statsbesøget, men udskrivelsen af folketingsvalget fik dem til at melde afbud.
Tidligere minister og nuværende direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen vurderede inden statsbesøget, at afbuddet fra to ministre ville få en betydning, som han dog kaldte marginal.
- Under et statsbesøg er det kongeparret, som er i fokus. Uanset om der er en eller to ministre med, så er det dem (kongeparret, red.), der formår at få Danmark til at stråle.
- Men selvfølgelig vil der være nogle politiske elementer i et konkret samarbejde, som vil være lidt sværere at gennemføre, fordi den relevante minister er hjemme og føre valgkamp, sagde han.
Fokus for statsbesøget er blandt andet den grønne omstilling.
Størstedelen af de mere end 50 virksomheder, der ledsager kongeparret på besøget, er inden for brancher som vedvarende energi og grønt byggeri.
Spørgsmål: Hvad er det præcis for nogle døre, du kan åbne som klimaminister under et statsbesøg?
Lars Aagaard sammenligner et statsbesøg med, når man i skoletiden skulle aflevere en opgave.
- Så var det ret godt, at der var en deadline.
- For eksempel er den australske klimaminister til stede i morgen ved et møde, der er med den danske energisektor. Så det giver nogle muligheder for at lukke nogle dialoger og nogle aftaler, siger han.
Selv om Lars Aagaard har måttet afbryde sin folketingsvalgkamp på Fyn, hvor han er opstillet, i fem dage, er han ikke voldsomt bekymret for, om turen til Australien får konsekvenser for hans personlige valg.
- Jeg håber, at fynboerne også har respekt for, at jeg er et menneske, der passer mit arbejde, og kan se at det har værdi for Danmark, siger Lars Aagaard.
/ritzau/
