Mette F.: Intet regeringsparti kom med idéen om at afskaffe bededag

17. MAR 2026 • 09:58ERHVERV/POLITIK

Statsministeren afviser, at Socialdemokratiet havde et ønske om at afskaffe store bededag som helligdag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger tirsdag til DR, at det ikke var Socialdemokratiet, der kom op med idéen om at afskaffe store bededag som helligdag.

Det sker, efter at regeringskollegerne Moderaterne og Venstre på forskellig vis har afvist at stå bag idéen.

Adspurgt om, hvorvidt idéen kom "ud af den blå luft", siger hun til DR:

- Der er ikke nogen af os, der har fostret den her idé oprindeligt. Det er jo det, vi alle tre siger.

I samme interview siger Mette Frederiksen, at det ikke var Socialdemokratiets "ønske", at store bededag skulle afskaffes som helligdag.

Det skete i 2023 under store folkelige protester, hvilket satte sig permanent i SVM-regeringens popularitet.

Også De Radikale stemte for afskaffelsen, som ikke mindst blev begrundet med, at Danmark havde brug for penge til at finansiere de stigende forsvarsudgifter.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, sagde i februar, også til DR, at idéen om at afskaffe store bededag ikke var hans "opfindelse", og at man ifølge ham kunne have fundet på andre løsninger.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, var ikke 100 procent krystalklar, da han kommenterede emnet mandag på et pressemøde.

Han sagde flere gange, at "det var ikke Venstre, der bragte store bededag på banen, da vi startede forhandlingerne", altså forhandlingerne om en regering.

Med formuleringen afviste Troels Lund Poulsen altså udelukkende, at Venstre bragte store bededag på banen, "da vi startede forhandlingerne".

Troels Lund Poulsen havde på pressemødet lige forinden kritiseret, at miljøminister Magnus Heunicke (S) for nogle dage siden til Information afslørede uenigheder internt i regeringen gennem valgperioden.

Venstres formand sagde, at han ikke ville sige, hvem der foreslog at afskaffe helligdagen, selv om Socialdemokratiet altså havde talt om indre forhold i regeringen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT