Forskere finder for første gang usutuvirus i danske myg
Danske solsorte har været særligt ramt af den dødelige usutuvirus, der nu er fundet i danske myg.
For første gang er der påvist usutuvirus i myg i Danmark.Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en meddelelse.
Solsorte har været særligt hårdt ramt af den dødelige virus, der blev påvist i danske solsorte for første gang i 2024.
- Påvisningen i myg ligger i forlængelse af de fund, vi tidligere har gjort i fugle, siger sektionsleder på SSI Louise Lohse i meddelelsen.
- Det viser, at virus indgår i den naturlige smittecyklus mellem fugle og myg i Danmark, men det ændrer ikke vores nuværende vurdering af risikoen for befolkningen, tilføjer hun.
Fundet bekræfter dog ifølge SSI, at virus cirkulerer i den danske natur.
Usutuvirus overføres primært mellem fugle via myg.
- Mennesker kan i sjældne tilfælde blive smittet via myggestik. De fleste infektioner forløber uden symptomer eller med milde influenzalignende symptomer, og alvorlig sygdom er sjælden, skriver SSI.
Fundet af usutuvirus i danske myg er blevet gjort i forbindelse med den nationale overvågning af myg og myggebårne vira.
Det er Københavns Universitet, der står for indsamlingen, der er en del af det EU-støttede projekt OH4Surveillance.
Her samarbejder 11 europæiske lande om at overvåge sygdomme, der kan smitte både dyr og mennesker. De kaldes zoonotiske sygdomme.
/ritzau/
