AL Sydbank afskediger 84 medarbejdere i ny fyringsrunde
AL Sydbank annoncerer en tredje fyringsrunde i forbindelse med fusionen. Afskedigelserne foretages i marts.
AL Sydbank vil gennemføre endnu en fyringsrunde, der denne gang rammer 84 medarbejdere på tværs af organisationen.Yderligere 50 medarbejdere står over for "væsentlige vilkårsændringer".
Det skriver banken, som er en sammenlægning af Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, tirsdag i en pressemeddelelse.
Afskedigelserne hænger ifølge administrerende direktør Mark Luscombe sammen med fusionen, der blev annonceret tilbage i oktober 2025.
- Vi er kommet godt i gang med at skabe en af Danmarks mest veldrevne, effektive og velindtjenende banker. I en fusion af denne størrelse er det desværre uundgåeligt, at vi må sige farvel til nogle af vores dygtige medarbejdere.
- Det er den svære del af processen, men vi bestræber os på at behandle alle vores medarbejdere ordentligt og hjælpe dem godt videre, siger han i meddelelsen.
Afskedigelserne gennemføres i slutningen af marts.
For mindre end en måned siden meddelte AL Sydbank, at 47 medarbejdere ville miste deres job, mens 20 andre ville blive ramt af væsentlige ændringer i deres ansættelsesvilkår.
Omkring ti medarbejdere blev desuden afskediget i december, kort efter at fusionen var trådt i kraft.
Af meddelelsen tirsdag fremgår det ikke, hvor de 84 medarbejdere, der skal afskediges i marts, skal findes.
AL Sydbank oplyser dog, at det drejer sig om ansatte fra alle tre banker, som indgår i fusionen.
- Vi er meget opmærksomme på, at fusionen har skabt usikkerhed om medarbejdernes fremtid, udtaler topchef Mark Luscombe og tilføjer:
- Derfor har vi fokus på, at beslutninger om omorganiseringer og tilpasninger træffes så hurtigt, som det er praktisk muligt, så medarbejderne ikke skal gå i uvished længere end allerhøjst nødvendigt.
I forbindelse med fusionen har ledelsen i AL Sydbank meddelt, at man forventer at kunne effektivisere driften årligt med 1,2 milliarder kroner i løbet af to år.
AL Sydbank udgør sammen med Danske Bank, Nordea, Nykredit og Jyske Bank landets fem største pengeinstitutter.
/ritzau/
