Dagens retsmøde i sagen mod Marius Høiby er aflyst
Grundet en dommers sygdom er der tirsdag ikke retsmøde i sagen mod den norske kronprinsessesøn alligevel.
Tirsdagens retsmøde i sagen mod Marius Borg Høiby er blevet aflyst.Aflysningen skyldes sygdom hos en dommer. Det oplyser Oslo Tingrett, som er den domstol, der behandler retssagen.
- Vi håber på at kunne fortsætte retssagen i morgen og stadig afslutte hovedforhandlingen på torsdag, skriver retten på sin hjemmeside.
Marius Høiby er tiltalt for 40 lovbrud. Det omfatter blandt andet fire voldtægter, vold, seksuelt krænkende optagelser og billeder af kvinder samt mishandling i nære relationer.
Høiby nægter sig skyldig i blandt andet voldtægt, men erkender skyld i tiltalepunkter om blandt andet narkokriminalitet og brud på færdselsloven.
Sagen mod den norske kronprinsessesøn blev indledt i februar og er nu gået ind i sin afsluttende uge, hvor anklageren mandag indledte sin procedure.
Her sagde anklager Sturla Henriksbø, at Marius Borg Høiby har udvist manglende respekt for samfundets regler og normer.
- Marius Borg Høiby er ikke et monster. Det er ingen af os. Vi er alle mennesker på godt og ondt. Han skal ikke dømmes for, hvem han er, men for, hvad han har gjort, sagde Henriksbø ifølge NRK.
Tirsdag var det ventet, at anklageren skulle komme med sin strafpåstand. Men det er altså udskudt til onsdag.
Det vides ikke på forhånd, hvilken straf anklageren går efter.
Strafferammen for de forbrydelser, som Marius Høiby er tiltalt for, er ifølge det norske nyhedsbureau NTB 16 års fængsel. Strafferammen er den maksimale straf, der kan idømmes.
Efter anklagerens procedure får bistandsadvokaterne ordet. De repræsenterer ofrene i sagen. Dernæst er det forsvarsadvokatens tur til at komme med sine afsluttende bemærkninger.
29-årige Marius Borg Høiby er den norske kronprinsesse Mette-Marits søn.
Han er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er hendes søn fra et tidligere forhold, før Mette-Marit blev gift med den norske tronarving, kronprins Haakon.
/ritzau/
