Mærsk-fond støtter Glyptotek-renovering med 150 millioner

23. JUN 2026 • 12:36INDLAND/KRIMINAL

Glyptoteket får 150 millioner kroner fra A.P. Møller-fond. De er øremærket renovering af vinterhave og kuppel.

Når et af de største restaureringsprojekter i dansk museumshistorie indledes i 2028, sker det med et solidt økonomisk rygstød fra Mærsk-familien.

Familiefonden med det lange navn "A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal" har doneret 150 millioner kroner til renoveringen af Glyptoteket i København, der huser en af landets største kunst- og kultursamlinger.

Pengene skal specifikt gå til restaureringen af Glyptotekets karakteristiske kuppel og den indendørs vinterhave, som findes under den.

De vil også blive brugt på at udvikle udstillingen i den såkaldte Dahlerup-bygning samt en skulpturstudiesamling.

Den opdaterede vinterhave vil, når den er færdig, indeholde en ny kaffesalon og opdaterede café- og butiksarealer.

De 150 millioner kroner kommer oven i de 750 millioner kroner, som er skænket af Ny Carlsbergfondet, og et tilsvarende beløb, som er doneret af Carlsbergfondet.

Det samlede projekt forventes at koste to milliarder kroner.

Projektet sættes som nævnt i værk i 2028, hvor Glyptoteket lukker for besøg.

Museet åbner tidligst igen seks år senere. Der er dog mulighed for, at nedlukningen kan ende med at vare otte år.

A.P. Møller-fonden ejer A.P. Møller Holding, der igen ejer en stor del af aktierne i rederiet Mærsk.

Afkastet er igennem tiden blevet uddelt til en lang række projekter af almen karakter.

Blandt dem finder man opførelsen af Amaliehaven ved Amalienborg, Operaen på Holmen samt en dansk skole i Slesvig.

Fonden har også støttet efteruddannelse af lærere og skoleledere i folkeskolen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT