Thomas Tuchel er imponeret af sit hold og sin offensiv, som han forsøger at lade spille uforstyrret.
Englands offensiv imponerede i 4-2-sejren over Kroatien ved VM, og landstræner Thomas Tuchel gør mindst muligt for at ændre på det faktum.Det siger tyskeren på et pressemøde forud for opgøret mod Ghana tirsdag aften dansk tid, da han blev spurgt om sin offensivs frigjorte og flydende spil.
- Jeg er en meget glad og meget heldig træner, for de kom med den indstilling, så jeg behøvede ikke at plante indstillingen i dem. De kom med den, siger Thomas Tuchel og henviser herefter til et citat fra den østrigske dirigent Herbert von Karajan.
- Nu er udfordringen, at de skal bevare den. En meget berømt dirigent sagde engang, at han ikke ønsker at forstyrre musikken, og at han ikke ønsker at forstyrre musikerne. Så det er grundlæggende det, vi forsøger at gøre i trænerteamet.
I forhold til sejren over Kroatien er Arsenals offensive es Bukayo Saka i klar bedring, beretter Tuchel.
Saka fik 18 minutter som indskifter mod Kroatien, men er nu klar til at konkurrere om en plads i startopstillingen.
England vil med en favoritsejr over ghaneserne være sikret mindst andenpladsen i gruppe L og dermed avancement til knockoutrunderne.
Førstepladsen kommer i hus, hvis England vinder, og Kroatien senere undgår nederlag mod Panama.
/ritzau/