Ydmygelse og vold mod andre ser ud til at være drivkraften bag de såkaldte NVE-grupper, siger psykolog.
Flere danske organisationer er begyndt at få henvendelser, som de vurderer, har relation til det såkaldte NVE-netværk.Det fortæller Red Barnet, Børns Vilkår og Den nationale hotline mod radikalisering til DR.
NVE står for nihilistisk voldelig ekstremisme. Ifølge DR dækker det over løst organiserede online-fællesskaber, hvor særligt børn og unge udsættes for blandt andet manipulation og afpresning.
I nogle tilfælde presses ofre til selvskade eller til at tage del i at begå krænkelser mod andre.
Mia Lind Winther, der er psykolog og leder af Red Barnets SletDet Rådgivning, siger, at fællesskaberne er drevet af had. Hos Red Barnet har man identificeret fem konkrete sager i 2025 og 2026, som organisationen mener, har forbindelse til NVE-miljøet.
- Det ser ud til, at det er selve ydmygelsen og volden mod et andet menneske, som er det bærende motiv, siger hun og gør det klart, at netværket kan være mere udbredt, end man er klar over lige nu.
Fænomenet med online-miljøer, hvor unge opsøges, manipuleres og udnyttes, har i en periode været på dagsordenen i Norge, hvor statsminister Jonas Gahr Støre har italesat udfordringerne.
I slutningen af maj indkaldte han en række forskellige myndigheder til et møde for at drøfte, hvordan man kan samarbejde mere for at forhindre, at børn og unge ender i hænderne på disse netværk.
- Snak med jeres børn og informer dem på den bedst mulige måde, lød det fra statsministeren i en besked til norske forældre.
Det norske medie VG skrev den 29. maj, at specialenheden Kripos hos det norske politi på daværende tidspunkt havde 73 straffesager med tilknytning til miljøet.
Kripos-chef Kristin Kvigne talte i den forbindelse om, at bagmændene ofte er kendetegnet ved at have en fascination af vold og et ønske om at gøre skade på andre.
Hun forklarede, at det kan gå så langt som at fremme mord og selvmord.
- Gerningspersonerne er helt ned til 12 år og op til 25 år. Det er for det meste drenge, men vi har også set piger i disse sager, lød det fra Kristin Kvigne.
Ifølge Kripos-chefen rekrutteres ofre ofte via spilplatforme og sociale medier.
- Så udvikler det sig, og så bliver man draget ind i noget, som man til sidst har svært ved at komme ud af, lød det.
Miljøet er ikke kun på radaren hos organisationer i Danmark og myndigheder i Norge, men har også været det i en længere periode i USA.
USA's forbundspoliti, FBI, advarede i marts sidste år om, at det havde set en stigende aktivitet i en gruppe kaldet "764".
Ifølge de amerikanske myndigheder er gruppen en del af et bredere netværk, der er kendt som "The Com".
/ritzau/