Ny runde med tilskud til ulvesikrede hegn åbner til efteråret

22. JUN 2026 • 12:30INDLAND/KRIMINAL

Den seneste pulje med 38 millioner kroner lukkede i februar, og mange søgte forgæves. Nu er en ny runde på vej.

Der er flere penge på vej til en ordning, hvor dyreholdere kan søge om tilskud til opsætning af ulvesikrede hegn.

Det oplyser Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd.

Den seneste pulje med 38 millioner kroner til formålet lukkede i februar, men der kom ansøgninger for næsten det dobbelte beløb.

Det betød, at mange dyreholdere ikke kunne opnå tilskud.

Men nu kommer der en ny chance, lyder det fra minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S).

- Det er vigtigt for mig, at vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe fåreavlere og andre, der holder husdyr, med at beskytte deres dyr og give dem mest mulig tryghed mod ulveangreb, siger han i en skriftlig kommentar.

De ulvesikrede hegn har ekstra strømførende tråde, der skal afskrække ulve fra at hoppe over eller grave sig under hegn og angribe for eksempel får.

Man har siden 2017 kunnet søge om tilskud til at sikre husdyrhegn mod ulveangreb.

Antallet af ansøgninger er gradvist øget, i takt med at bestanden af ulve er vokset. Det har ført til flere angreb på husdyr.

Ulvesikret hegn er dog ingen garanti for, at ulve ikke forcerer det.

Sidste år blev der ydet kompensation for i alt ti ulveangreb, der fandt sted bag fungerende ulvesikrede hegn.

Her blev 80 husdyr, primært får og lam, dræbt af indtrængende ulve. Det oplyste det daværende Ministeriet for Grøn Trepart tidligere på året.

Det er en forudsætning for kompensation, at ulvehegnet har været intakt.

Selv om ulvesikrede hegn ikke er nogen garanti mod ulveangreb, er de ifølge den nyudnævnte minister alligevel et godt værn.

- De (dyreholdere, red.) står i en svær situation, efter at ulven er vendt tilbage, og et effektivt ulvesikret hegn er den bedste beskyttelse, man kan få, siger Christian Rabjerg Madsen.

Hvor mange millioner, der er i den nye pulje, er endnu ikke lagt fast.

Rammen fastlægges i Folketingets finansudvalg i august, oplyser ministeriet.

Forventningen er, at dyreholdere kan søge tilskud fra den nye pulje fra 1. september.

Ulven genindvandrede i 2012 til Danmark efter næsten 200 års fravær.

Ved udgangen af april var der ifølge den seneste opgørelse fra den nationale ulveovervågning 49 ulve i Jylland.

De fordeler sig på syv kobler, tre par uden hvalpe og en enlig revirhævdende hanulv.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT