Kunstnere ser deres levebrød blive spist af kunstig intelligens
Minister bør arbejde for at sikre kunstneres ophavsret i en tid med kunstig intelligens, mener organisationer.
Den danske kulturbranche ser et akut behov for politisk handling for at kunstneres rettigheder beskyttes mod brugen af kunstig intelligens til at skabe indhold.Derfor har 29 rettighedsorganisationer forfattet et fælles brev til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Det skriver musikrettighedsorganisationen Koda, der er en af underskriverne, i en pressemeddelelse onsdag.
Heri kommer de med en opfordring til, at der skal findes en løsning på europæisk niveau, og at Danmark bør gå forrest i den kamp.
Ifølge organisationerne bliver kunstneres værker udnyttet til at skabe AI-generet indhold uden at have fået tilladelse til det.
Nicky Trebbien, der er juridisk og politisk direktør i Koda, udtaler i meddelelsen, at branchen står ved en alvorlig skillevej.
- AI-tjenesterne udnytter kynisk kunstnernes værker uden tilladelse og uden betaling. Det er ikke bare uetisk og ulovligt, det er en trussel mod hele den kulturelle og økonomiske værdikæde.
- Hvis vi ikke får klare regler nu, risikerer vi at overlade fremtidens musik og kunst til algoritmer og oversøiske tech-giganter, mens de menneskelige skabere bliver tværet ud, mener han.
Branchen ønsker blandt andet, at techvirksomhederne skal kunne dokumentere, hvilket indhold deres AI-modeller er bygget på.
Og så vil den have etableret et licenseringsmarked, hvor rettighedshavere sikres "en andel af værdiskabelsen i hele værdikæden".
Fra politisk side er der før blevet kigget på de udfordringer, som kulturbranchen står over for.
I midten af 2024 blev der nedsat en ekspertgruppe, som i september afleverede en rapport med ti råd til kulturministeren.
I den forbindelse udtalte ministeren, at han ville tage anbefalinger med til Bruxelles for at løse problemerne.
Koda og musikbranchen har før luftet sin bekymring for, at den kunstige intelligens kan ende med at koste den milliarder i indtægter.
/ritzau/