Tyske skarprettere sender OB i pokalkvartfinale

22. OKT 2025 • 19:58SPORT

Med en sejr over Brønshøj er OB blandt de otte bedste hold i den danske pokalturnering i fodbold.

OB har fundet en opskrift, der fungerer godt i den danske pokalturnering.

Den fynske superligaklub vandt onsdag aften 3-0 ude over Brønshøj og er dermed videre til kvartfinalen i pokalen.

Målene blev sat ind af de tyske angribere Jona Niemiec og Noah Ganaus samt midtbanespilleren Max Ejdum i anden halvleg.

Sejren kom efter nogenlunde samme drejebog som i OB's seneste pokalkamp. Her vandt OB 3-0 ude over Sundby, og i den kamp kom de to tyskere også på måltavlen.

I onsdagens kamp i Tingbjerg Idrætspark skulle OB dog vente længe på at finde vej til netmaskerne.

Brønshøj, der spiller i landets fjerdebedste fodboldrække, var i over en time godt med i kampen og lurede på en overraskelse.

Brønshøj-backen Pierre Larsen ramte stolpen i slutningen af første halvleg, som OB havde domineret mest uden at kunne omsætte overtaget til scoringer.

Først midtvejs i anden halvleg kom målene, og de blev ikke så overraskende sat ind af gæsterne fra Fyn.

Ti minutter efter sin indskiftning sparkede angriberen Jona Niemiec bolden i den fjerneste side af målet til 1-0 efter 67 minutter. Oplægget stod wingbacken Adam Sørensen for.

Syv minutter senere fordoblede landsmanden Noah Ganaus føringen på et hovedstød. Igen var assistmageren Adam Sørensen.

Jann-Fiete Arp, som på det tidspunkt var den tredje tyske OB-angriber inde på banen, havde chancen for at øge yderligere, men han brændte.

I stedet cementerede OB pokalsejren med et fornemt mål af indskiftede Max Ejdum efter en assist fra Jona Niemiec.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT