Forlag erkender flere fejl i bog om norsk kronprinsesses søn

22. OKT 2025 • 19:24UDLAND

Billedtekst og passage om pengeoverførsler bliver rettet, inden nye versioner af bog rammer hylderne.

Forlaget Aschehoug, der står bag bogen "Hvide striber, sorte får" om den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høiby, vil rette en række fejl i bogen i næste oplæg.

Det skriver Aftenposten ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Det er Marius Borg Høibys forsvarere, Ellen Holager Andenæs og Petar Sekulic, der har bedt forlaget fjerne en række oplysninger.

Blandt andet har advokaterne bedt forlaget rette en billedtekst under et billede af et kunstværk, der ser ud til at vise en person tage kokain.

Forfatterne til bogen, Torgeir Krokfjord og Øistein Monsen, har ifølge NTB skrevet, at kunstværket "ser ud til at vise Marius Borg Høiby".

Men den påstand anfægter kunstnerduoen Broslo, der står bag værket.

- Jeg kan bekræfte, at det ikke er ham. Det er en dame på billedet, har den ene halvdel af duoen, Junny Hurts, sagt til VG.

Kunstnerduoen har desuden fortalt, at billedet er opstillet.

Derfor bliver billedteksten rettet, inden bogen går i trykken med det næste oplag.

Kunstnerne bag værket vil også blive krediteret i den nye udgave, hvilket de ikke var i førsteudgaven.

På samme måde bliver det også rettet, at en påstand i bogen lyder, at Høiby har gennemført "hundredvis" af pengeoverførsler til én navngiven person, mens det rigtige er, at overførslerne er sendt til flere personer.

Både det norske kongehus og forsvarerne har været kritiske over for bogen.

- Vi ønsker ikke at kommentere alle detaljerne og påstandene i bogen. Bogen indeholder en række usandheder, udokumenterede påstande og insinueringer, delvist fra anonyme kilder, siger kongehusets kommunikationschef Guri Varpe til NRK.

Bogens forfattere hævder at have anonyme kilder i politiet.

Men i samme artikel fra NRK afviser norsk politi en anklage om, at politibetjente skal have observeret Høiby sælge kokain i Oslo.

Forsvarerne, der har bedt forlaget rette fejlene, repræsenterer Marius Borg Høiby, der er tiltalt for 32 forhold som ud over voldtægter blandt andet omhandler mishandling i nære relationer og flere voldshandlinger.

I en erklæring udsendt sidste år erkendte Høiby, at han havde været voldelig over for sin daværende kæreste, mens han var påvirket af alkohol og kokain.

Han udtalte, at han havde kæmpet mod stofmisbrug i længere tid. Han havde tidligere været i behandling. En behandling, som han ville genoptage, lød det.

Hans advokater bekræfter nu over for norsk TV 2, at han igen er i behandling.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT