Islamisk leder får afvist statsborgerskab på baggrund af værdier
Indfødsretsudvalget har besluttet, at en islamisk leder fra Pakistan ikke skal have dansk statsborgerskab.
Islamisk leder Hafiz Muhammad Idrees får afvist ansøgning om statsborgerskab på baggrund af sine værdier.Et flertal i Folketingets Indfødsretsudvalg har besluttet, at den højtstående muslimske leder ikke skal optages på et lovforslag, der ellers havde givet ham statsborgerskab.
Det oplyser Venstres ordfører for udlændinge, integration og indfødsret, Hans Andersen, i en skriftlig kommentar.
- Man må naturligvis mene, hvad man vil - vi har ytringsfrihed i Danmark - men du har ikke krav på dansk statsborgerskab, hvis du står for værdier, der er i direkte modstrid med vores, lyder det fra ordføreren.
Hafiz Muhammad Idrees er en højtstående leder i den danske afdeling af den muslimske organisation Minhaj-ul-Quran og har rødder i Pakistan.
Han lever op til de faste kriterier for at blive dansker.
Derfor er han automatisk blevet optaget på det lovforslag, der to gange om året tildeler udlændinge dansk statsborgerskab.
Han blev i sommer udtaget af det første lovforslag, da Indfødsretsudvalget ville undersøge sagen nærmere.
Onsdag er et flertal i udvalget så blevet enige om at fjerne ham helt, og dermed får han ikke tildelt statsborgerskab.
Enhedslistens indfødsretsordfører Peder Hvelplund er modsat Hans Andersen rystet over, at en borger, som lever op til kriterierne, ikke opnår statsborgerskab.
Han mener, det er udtryk for ren og skær lovløshed.
- Det er jo en fuldstændig uholdbar retsstatus for borgere i det her land, hvis man ikke kan regne med de betingelser, der bliver stillet op fra myndighederne for at opnå en forventet bevilling på noget, siger han.
Hafiz Muhammad Idrees har været et symbol på debatten om, hvem der egentlig fortjener at blive dansker.
De borgerlige partier anført af Dansk Folkeparti har udtrykt ønske om at tage et opgør med automatikken og derfor nægte manden statsborgerskab.
Hafiz Muhammad Idrees er blevet kritiseret for at have promoveret bøger, der bygger på teokratiske og islamistiske idéer.
Det gælder blandt andet nedskrevet tankegods om "sharia", "stening" og "piskeslag" for utroskab, som Berlingske har beskrevet.
Der har længe været en politisk diskussion om, hvorvidt der skulle ske en grundigere gennemgang af ansøgerne.
Da statsborgerskaberne senest blev tildelt for mere end et halvt år siden, blev tre personer inviteret, fordi deres adfærd på sociale medier vakte opsigt i udvalget. De endte alle med at blive tildelt statsborgerskab.
/ritzau/