Kraftige vindstød får rederier til at ændre sejlplaner

31. DEC 2024 • 13:18INDLAND/KRIMINAL

Færgefarten til både Tyskland og Sverige er påvirket af varsel om tiltagende vind nytårsdag.

Udsigten til vindstød af stormstyrke i og omkring Østersøen betyder, at nogle færgeafgange ikke kan afvikles som planlagt nytårsdag.

Det gælder blandt andet på ruten Gedser-Rostock, hvor alle til og fra Tyskland er aflyst til og med klokken 18.00 på årets første dag.

Sejladserne forventes først genoptaget 20.15 i begge retninger. Rederiet Scandlines anbefaler, at man benytter overfarten mellem Rødby og Puttgarten i stedet for. Den sejler efter planen.

Rejsende til og fra Bornholm bliver også påvirket af de kraftige vindstød, fordi hurtigfærgen Express 5 ikke kan sejle under de forventede vejrforhold med vindstød op til 18 meter i sekundet og fire meter høje bølger.

Bornholmslinjen oplyser, at alle afgange med Express 5 derfor er aflyst.

I stedet indsættes de konventionelle - og noget langsommere - færger Povl Anker og Hammerhus.

Førstnævnte sejler to dobbeltture fra Rønne til Ystad, mens Hammershus også tager en tur frem og tilbage til Sverige.

Foruden det kraftige blæsevejr forventer meteorologerne også nogle steder, at der kan falde op mod 50 millimeter nedbør fra nytårsaften og et døgn frem.

Derfor er der risiko for lettere forhøjet vandstand, som dog ikke når over varslingskriterierne.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT