Sverige sender skib til finsk efterforskning af kabelbrud
Sverige vil gerne hjælpe naboer og sender ubådsredningsfartøj for at assistere efterforskning.
Den svenske regering sender ubådsredningsfartøjet "HMS Belos" til Finland for at assistere med efterforskningen af beskadigede kabler mellem Estland og Finland.Det fremgår af en pressemeddelelse fra den svenske regering ifølge nyhedsbureauet TT.
Sverige har modtaget en forespørgsel fra Finland, som efterforsker sagen, i forrige uge, lyder det.
- Det er en alvorlig sikkerhedspolitisk situation, og vi vil styrke sikkerheden og samarbejdet med vores naboer og allierede, siger den svenske statsminister, Ulf Kristersson, i pressemeddelelsen.
"HMS Belos" kan bidrage i undersøisk arbejde og dykningsarbejde.
Politiet i Finland er i gang med undersøgelser af tankskibet "Eagle S", og de finske myndigheder iværksatte torsdag en inspektion af skibet.
Et elkabel og flere datakabler, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, blev 25. december beskadiget.
Finsk politi mistænker, at tankskibet "Eagle S", der sejlede fra Sankt Petersborg natten til 25. december, har forårsaget skaderne.
Skibet og dets besætning har været i de finske myndigheders varetægt siden 26. december.
Her gik finsk politi om bord på "Eagle S" og meddelte, at det ville overtage kontrollen med skibet.
"Eagle S" ligger nu for anker ud for den finske by Borgå øst for Helsinki.
Tidligere fredag har en finsk domstol afvist, at man kan udlevere "Eagle S" til dets ejere. Det skrev nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge TT oplyser det finske politi, at de undersøiske undersøgelser for at kortlægge havbunden er gået ind i slutfasen.
Her lyder det, at man har fundet steder, hvor ankeret eventuelt har løsnet sig. Det undersøger finsk politi nu nærmere.
Tidligere er det kommet frem, at finsk politi har fundet et næsten 100 kilometer langt slæbespor på havbunden under sin efterforskning.
/ritzau/