Elever tager fri uden for skoleferier - forsker bekymret for fællesskab
Flere forældre holder ferie med børnene uden for skolernes ferie. Det kan have konsekvenser, siger forsker.
Fællesskabet i den enkelte skoleklasse kan blive påvirket, når elever holder fri uden for skolernes ferietid.Det vurderer forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College i Aarhus.
Han har fulgt drøftelser, der har været mellem kommuner og forældregrupper, som har taget deres børn ud af skolen uden for den officielle ferietid.
- For fællesskabet som helhed skal man være påpasselig med at skabe en kultur, hvor man siger, at det her bare er fuldstændig ligegyldigt, siger forskningschefen.
Over for Jyllands-Posten kritiserer Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas, at stadig flere skolebørn bliver taget ud af skolen uden for vinterferien.
Hun "savner, at flere tænker over det, inden de bare beder om fri".
Andreas Rasch-Christensen siger, at der for eksempel kan være økonomiske begrundelser fra forældrenes side for at tage barnet ud af undervisningen. Men i det store billede kan det have konsekvenser.
- Den faglige undervisning er betinget af, at man har nogle fællesskaber.
- Rigtig meget undervisning består i, at man netop arbejder sammen i grupper eller sammen som hel klasse. Så den side af fællesskabet er afgørende at have i fokus, siger han og fortsætter:
- Læreren har som udgangspunkt ansvaret for hele fællesskabet, men har vanskeligt ved at tage det ansvar, hvis eleverne ikke er til stede.
For den enkelte elev kan det have betydning for de sociale relationer, fordi elevens kammerater kan orientere sig mod andre, mens eleven er væk.
Der skal dog være tale om, at eleven hyppigt er fraværende uden for den officielle ferietid, understreger Andreas Rasch-Christensen.
Der findes ikke centrale tal for, hvor mange børn der trækkes ud af skolen uden for ferier. Men Dorte Andreas fra Skolelederforeningen baserer sin bekymring på indberetninger fra skoleledere rundt i landet.
Også Andreas Rasch-Christensen ser en stigende tendens - ikke kun omkring vinterferien - og baserer det på tilbagemeldinger fra skoler.
Han forklarer, at det oftest ender med at blive registreret som lovligt fravær, fordi skolen har givet tilladelse til, at barnet tages ud af skolen.
- I Danmark er der ikke skolepligt, men undervisningspligt. Så i teorien kunne man som skoleleder sige, at det må I ikke.
- Men skoleleder vil ofte sige, at det må man godt, men at det så er forældrenes ansvar, at børnene i den pågældende periode modtager den undervisning, de skal have, siger forskningschefen.
Til Jyllands-Posten siger Regitze Spenner Ishøy, som er formand for foreningen Skole og Forældre, at man bør tilstræbe at holde ferie i skolernes ferier, men at det ikke altid er muligt.
Hun foreslår, at fremfor at "gøre det til et problem", at familier holder ferier uden for skoleferierne, kunne skolerne også vælge at indrette sig efter de omstændigheder.
/ritzau/