Glat landingsbane har fået to fly til at vende om i Nuuk
To fly har måttet opgive at lande id en nye lufthavn i Grønlands hovedstad. "Mærkeligt", siger flykonsulent.
For anden dag i streg må Air Greenlands fly fra København fredag opgive at lande i den nye lufthavn i Nuuk i Grønland.Det skriver mediet Sermitsiaq.
I stedet måtte flyet cirkulere fem gange over indlandsisen, før det i stedet fløj mod Keflavik Lufthavn i Island.
Til mediet fortæller Air Greenland, at årsagen er, at landingsbanen i Nuuk er for glat.
Den forklaringen kalder konsulent i flysikkerhed Hans Christian Stigaard for "mærkelig":
- Når man bygger en ny, fin landingsbane, til jeg ved ikke hvor mange millioner, så kan det vel ikke komme bag på nogen, at den bliver bliver glat, når det er frost, siger han til Ritzau og tilføjer:
- Jeg kender jo ikke de aktuelle vejrforhold, så selvfølgelig skal jeg være varsom. Men man må vel være forberedt på, at det bliver vinter.
Den nye lufthavn i Nuuk med blandt andet direkte rute til København og Island blev indviet 28. november.
Ifølge DR har lufthavnsprojektet i Nuuk kostet cirka to milliarder kroner.
Turen fra København tager knap fem timer og gør det nemmere at komme til hovedstaden i Grønland. Tidligere krævede det en mellemlanding i Kangerlussuaq, tidligere kaldet Søndre Strømfjord.
I et skriftligt svar til Ritzau bekræfter Greenland Airports, at landingsbanen i Nuuk i øjeblikket er lukket for fly af sikkerhedshensyn på grund af "de aktuelle og helt særlige vejrforhold", der gør banen meget glat.
- Nuuk International Airport er ganske vist en moderne lufthavn med effektivt og fuldt opdateret materiel. Men det er også en moderne lufthavn, der ligger i Arktis, skriver Michael Svendsen, der er kommunikationsmedarbejder i Greenland Airports i svaret.
Han understreger at stort set alle andre lufthavne i Sydvestgrønland også er lukket for trafik med flyvemaskiner på grund af vejret.
- De grønlandske vejrforhold er af en anden karakter end i Danmark, og nogle gange er vi helt enkelt nødt til at vente på, at forholdene bliver bedre. Flyvesikkerheden er og skal hele tiden være det centrale.
/ritzau/