Kongepar er landet i nyt land godt en time efter seneste statsbesøg
Kong Frederik og dronning Mary har onsdag middag indledt et statsbesøg i Litauen efter besøg i Estland.
Kongeparret er onsdag middag landet i et nyt land og har indledt endnu et statsbesøg godt en time efter det seneste i Estland.Således er kong Frederik og dronning Mary landet i lufthavnen i den litauiske hovedstad, Vilnius.
Dermed har kong Frederik og dronning Mary påbegyndt det tredje og sidste statsbesøg i de tre baltiske lande, som begyndte i oktober i Letland og med Estland tirsdag og halvdelen af onsdag.
Mens der særligt var fokus på cybersikkerhed og -forsvar i Estland, er det energi og uafhængighed fra Rusland, der står øverst på dagsordenen med besøget i landet, der som den demokratiske verdens frontlinje ligger klemt inde mellem Belarus og den russiske enklave Kaliningrad.
Det er heller ikke mere end et døgn siden, at netop landets placering lige op ad Belarus gjorde sig gældende.
Luftrummet over hovedstaden Vilnius var tirsdag aften lukket efter mistanke om balloner, der var sendt fra Belarus og ind over grænsen til Litauen.
Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, er en nær allieret af Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Lufthavnen, der ligger 30 kilometer fra grænsen til Belarus, har flere gange været påvirket af balloner.
Siden oktober har lufthavnen ifølge Reuters mere end ti gange været lukket på grund af hændelserne - senest den 3. december.
Ballonerne bliver ifølge de litauiske myndigheder brugt til at smugle ulovlige cigaretter ind i Litauen og dermed i EU.
Siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 har Litauen og de to andre baltiske lande, Estland og Letland, arbejdet målrettet for at blive uafhængige af Rusland og særligt russisk energi.
For knap et år siden var det endegyldigt slut med at være en del af det russiske elnet for de tre lande, da de blev tilkoblet det europæiske elnet.
En historisk milepæl for landene, der i 50 år frem til 1991 var under sovjetisk styre.
De tre Nato-lande har ikke købt russisk strøm siden 2022, men var afhængige af det russiske elnet som transit.
Med overgangen til det europæiske elnet kan Rusland ikke længere påvirke strømforsyningen.
Og som det første land i EU stoppede Litauen i april 2022 med at importere russisk naturgas.
/ritzau/
