USA's ambassade fjerner danske flag til minde om faldne soldater

28. JAN 2026 • 11:03INDLAND/KRIMINAL

Ambassade havde ret til at fjerne flag fra plantekasser, men beslutningen vækker forargelse hos politikere.

Den amerikanske ambassade i København fjernede tirsdag 44 flag, som en gruppe danske veteraner kort forinden havde sat op i plantekasser foran ambassaden.

Det skriver TV 2.

Flagene blev sat op, efter at Donald Trump, USA's præsident, torsdag sagde i et interview, at Nato-soldater i Afghanistan "holdt sig lidt tilbage, lidt væk fra frontlinjen".

Flagene skulle repræsentere de 44 danske soldater, der mistede livet i Afghanistan under den næsten 20 år lange militære indsats.

Onsdag har TV 2 lagt en video op, hvor man kan se en vagt fjerne flagene fra kasserne, der står langs fortovet.

På X kritiserer Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, at flagene blev fjernet.

- Horribel mangel på respekt. Først sviner Trump vores veteraner. Nu fjerner US-ambassaden de flag, der mindes vores faldne. Har de ingen skam i livet?

Også Venstres Jens-Kristian Lütken, der er sundheds- og omsorgsborgmester i København, er kritisk.

Han forventer ifølge TV 2, at kommunen undersøger, om ambassaden havde ret til at fjerne flagene, som stod på offentlig grund.

Det kan hans kollega, børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K), ikke forestille sig.

- Jeg vil påstå, at den amerikanske ambassade har handlet ulovligt, siger han til TV 2 og tilføjer, at han vil have udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at reagere.

Men svaret fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune er klart: Ambassaden måtte gerne fjerne flagene.

- De pågældende blomsterkummer er ejet og opstillet af ambassaden som en del af terrorsikringen af bygningen. Det er derfor ambassaden selv, som står for drift og vedligehold af kummerne, skriver forvaltningen i et svar til Ritzau.

Alligevel mener borgmesteren på området, Enhedslistens Line Barfod, at ambassaden har handlet forkert.

- Jeg mener, det er totalt respektløst, at ambassaden har valgt at fjerne flagene fra deres blomsterkummer. De markerede på en meget fin og afdæmpet facon den kæmpe indsats, som de udsendte danske soldater leverede igennem adskillige år.

- Derfor vil jeg kraftigt opfordre ambassaden til at sætte flagene op igen, siger hun i en skriftlig kommentar.

Lørdag afholder foreningen Danske Veteraner en demonstration i København, hvor der vil være en march fra Kastellet til den amerikanske ambassade.

Når demonstranterne ankommer, bliver der holdt fem minutters stilhed. Det fremgår af en invitation, som medlemmer af Nordsjællands Garderforening har fået tilsendt. Medlemmer opfordres til at deltage.

Hver af de fem minutter skal være til ære for forskellige grene i Forsvaret samt for civile udsendte.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT