Radiokanal skifter navn for at rydde op i misforståelse
Mange tror fejlagtigt, at Classic FM spiller klassisk musik. Derfor skifter kanalen nu navn, siger direktøren.
Radiokanalen Classic FM skifter navn og kommer nu til at hedde Classic Pop.Det skriver mediekoncernen JFM i en pressemeddelelse.
Navneskiftet sker for at gøre det nemmere at afkode, hvilken musik der bliver spillet på kanalen, siger direktøren for JFM Lyd, Søren Bygbjerg.
- Vores markedsundersøgelser viser, at mange, som ikke i forvejen kender Classic FM, tror, at vi spiller klassisk musik - og det gør vi altså ikke. Det rydder vi nu op i.
Søren Bygbjerg tilføjer, at kanalen i dag ikke kun lever på FM, men også kan høres på DAB-radio og på telefonen. Derfor dropper man nu at have FM med i navnet.
På kanalen bliver der primært spillet de største pophits fra 1980'erne og 1990'erne, og sådan vil det også være efter navneskiftet. Men der bliver samtidig plads til flere overraskelser, skriver JFM uden at uddybe yderligere.
Radiokanalen er blandt de mest populære i Danmark, viser tal fra Kantar Radio-Meter.
I uge 4 var der 143.000 personer, der lyttede til Classic FM ifølge undersøgelsen.
Det placerede kanalen på en ottendeplads over de mest lyttede stationer bag kanaler som DR's P3 og P4 og Radio Soft.
For at blive talt med i Kantar Radio-Meter skal man lytte til en radiokanal uafbrudt i mindst fem minutter.
Når lytterne stiller ind på Classic Pop, vil de blive mødt af de samme programmer, som de har været vant til på Classic FM.
Programmerne og sendeplanen fortsætter nemlig uændret, skriver JFM i pressemeddelelsen.
Af kanalens hjemmeside fremgår det, at der seks ud af ugens syv dage spilles musik fra 1980'erne og 1990'erne døgnet rundt.
Fredag skiller sig ud ved kun at have musik fra 1980'erne.
JFM Lyd står også bag radiokanaler som Skala og Radio Viborg og hører under det samlede JFM, tidligere Jysk Fynske Medier, som desuden har en række avisudgivelser.
/ritzau/
