Indsatte med over 200 år til gode blev sendt ud af landet i 2025

28. JAN 2026 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

Det letter presset på fængslerne, når man overfører indsatte til udlandet, siger direktør i Danmarks Fængsler.

43 indsatte blev sidste år sendt ud af Danmark for at afsone resten af deres fængselsstraf i deres hjemland.

Til sammen havde de 219 års fængsel tilbage af deres domme, og det er ikke før lykkedes Danmarks Fængsler at overføre så mange års fængselsstraf til udlandet.

Det skriver myndigheden - der tidligere hed Kriminalforsorgen - i en pressemeddelelse.

Når kriminelle udlændinge bliver sendt til fængsler i deres hjemlande, letter det presset på fængslerne i Danmark, siger Danmarks Fængslers direktør, Ina Eliasen.

- Vi har et meget stort pres på vores fængsler, så hver eneste plads, der kan blive frigjort, betyder noget.

- På de sidste fire år er det næsten 150 pladser, der er blevet frigjort på den her måde. Og det dækker over flere hundrede års fængselsstraf, siger hun til Ritzau.

Opgørelsen dækker ikke over indsatte, der bliver sendt til afsoning i nordiske lande, da der gælder særlige regler for dem, skriver Danmarks Fængsler i pressemeddelelsen.

Det er især til EU-lande, at de 43 indsatte er blevet sendt til sidste år.

Det er blandt andet Tyskland, Frankrig, Kroatien og Rumænien. Men der er også blevet overført indsatte til Storbritannien og Nordmakedonien.

Det er sværere at få aftaler i hus om overførslerne, når det er til lande uden for EU eller Norden, forklarer Ina Eliasen.

- Her skal der ofte laves konkrete aftaler i hver sag, og der er en masse komplikationer i det, siger hun.

Danmarks Fængsler oplyser til Ritzau, at der sidste år var mellem 70 og 80 verserende sager, så der er altså også en del udenlandske indsatte, som det ikke er lykkedes at overføre.

Nogle sager kan også komme til at tage lang tid, for eksempel fordi den indsatte vælger at søge asyl i Danmark. Sker det, bliver sagsbehandlingen i Danmarks Fængsler sat på pause.

Spørger man justitsminister Peter Hummelgaard (S), skal der i fremtiden spares endnu flere pladser i fængslerne ved at udvise udlændinge, der begår kriminalitet.

- Kriminelle udlændinge har ikke noget at gøre i Danmark, og deres fremtid ligger ikke her, siger han i pressemeddelelsen fra Danmarks Fængsler.

Der er i alt omkring 4400 personer, der sidder i fængsel eller arrest i Danmark. Fængsel er til dømte personer, mens varetægtsfængslede sidder i arrest.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT