Københavns Universitet får sin første buste af en kvinde
Danmarks første kvindelige juraprofessor, Eva Smith, får en buste foran Københavns Universitet.
Københavns Universitet (KU) har fået sin første buste af en kvinde.Foran Det Juridiske Fakultet kan man således se professor emerita Eva Smiths ansigt i form af en skulptur.
Det oplyser universitetet på det sociale medie LinkedIn.
Eva Smith, der søndag fylder 83 år, var Danmarks første kvindelige juraprofessor. Hun deltog selv i afsløringen af busten, som er skabt af billedhugger Gudrun Steen-Andersen.
Ifølge opslaget fremhævede dekan ved Det Juridiske Fakultet Jacob Graff Nielsen i sin tale Eva Smiths store indflydelse på det danske jurafag.
- Eva har præget generationer af jurister - ikke bare fagligt, men også i måden, hun har insisteret på, at jura aldrig må blive en abstrakt disciplin løsrevet fra virkeligheden, sagde han.
- Hun har aldrig været bange for at bruge sin stemme med klare synspunkter.
- Faktisk kan man sige, at hvis der var noget vigtigt på spil i retssamfundet, så kunne man roligt regne med at høre hende blande sig - med klare og kloge synspunkter. Og altid med hjertet, tilføjede han ifølge opslaget.
Eva Smith har også efter sin pension engageret sig i den offentlige debat. I juni skrev hun blandt andet et debatindlæg i Politiken, hvor hun kritiserede regeringens flygtningepolitik i forhold til Gaza.
Hun har desuden været formand for Det Kriminalpræventive Råd og har som medlem siddet i blandt andet Retsplejerådet, Politikommissionen og Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg.
Hun har også været konstitueret dommer ved Østre Landsret.
Ved KU's hovedbygning er der opstillet seks buster. De forestiller filologer Vilhelm Thomasen og J.N. Madvig, teolog H.N. Clausen, botaniker J.F. Schouw, zoolog Japetus Steenstrup og fysiker Niels Bohr.
En anden kvinde er tidligere blevet hædret på KU med et monument. I 2017 blev der opstillet en abstrakt skulptur til ære for seismolog Inge Lehmann - men altså ikke i form af en buste.
/ritzau/